STJERNE

lHMSK-'-X, ' ki

137. ÅRGANG NUMMER 3 JESU KRISTI KIRKE AF SIDSTE DAGES HELLIG

TS 198

ae

Marts 1988 137. årgang Nummer 3

Det øverste Præsidentskab:

Ezra Taft Benson Gordon B. Hinckley Thomas S. Monson

De tolvs Kvorum:

Marion G. Romney, Howard W. Hunter, Boyd K. Packer, Marvin J. Ashton, L. Tom Perry, David B. Haight, James E. Faust, Neal A. Maxwel, Russell M. Nelson, Dallin H. Oaks, M. Russell Ballard, Joseph. B. Wirthlin

Vejledere: Hugh W. Pinnock, Gene R. Cook, William R. Bradford, Keith W. Wilcox

Redaktør: Hugh W. Pinnock

Adm. direktør for kirkens tidsskrifter:

Ronald L. Knighton

International Magazines:

Chefredaktør: Larry A. Hiller

Medredaktør: David Mitchell

Assisterende redaktører: Ann Laemmlen, Diane Brinkman

Layout og design: N. Kay Stevenson, Sharri Cook

STJERNEN

Redaktør: Jørgen Ljungstrøm

Redaktionens adresse:

Translation Division Hans Egedes Gade 2, 1. DK-2200 København N Telf. 01391366

Distribution:

Nordisk Distributions Center Smedevangen 9 DK-3540 Lynge Telf. 02187727

© 1988 by Corporation of the President of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints

Eftertryk forbudt

Kirkens internationale tidsskrift udgives månedligt på dansk, engelsk, finsk, fransk, hollandsk, italiensk, japansk, kinesisk, koreansk, norsk, portugisisk, samoansk, spansk, svensk, tongansk og tysk; hveranden måned på indonesisk, tahitisk og thailandsk; kvartalsvis på islandsk

Published monthly by the Corporation of the President of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints. Application to mail at second class postage rates is pend- ing at Salt Lake City, Utah. Subscription price $9.00 per year. $ 1.00 per single copy. Thirty days' notice required for change of address. When ordering a change, include address label from a recent issue; changes cannot be made unless both the old address and the new are included. Send subscriptions and queries to Church Magazines, 50 East North Temple Street, Salt Lake City, Utah 84150, United States of America. Subscription information telephone number 801-531-2947.

POSTMASTER: Send form 3579 to STJERNEN at

50 East North Temple Street, Salt Lake City, Utah 84150,

United States of America.

Abonnement:

12 numre Dkr. 79,- (inkl. moms og porto) Betaling over giro 3120988 til Nordisk Distributions Center, Smedevangen 9, DK-3540 Lynge. USA og Canada: US$10.00 (Surface mail).

Udkommer 12 gange om året

Printed by Friedrichsdorf Printing Center Federal Republic of Germany

ISBN 0900-2545

PB MA 8803 DA

STJERNEN

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges officielle tidsskrift med artikler fra Ensign, New Era og Friend.

Indhold

7 10 12

14 16

21 24 29 30

32 33 36

39

Budskab fra Det Første Præsidentskab:

Missionærtjeneste, Præsident Gordon B. Hinckley

Det er ikke alt det, der glimrer, der er celestialt, Quinn G. McKay

En drøm bliver til virkelighed, Johann Schneider

Mormondagbog: Helligånden - står levende ved min side,

Lola B. Walters

Helligåndens hvisken, Hans Cohr

Selvmord - noget vi ved, og noget vi ikke ved,

Ældste M. Russell Ballard

Søster Hooper, Sherrill Allen

Sådan underviser man børn om venner og venskab

Det havde været for sent om mandagen, Rachel Wilde

Spørgsmål og svar

Besøgslærerindebudskab: „Kærligheden misunder ikke"

„Men et er nødvendigt", Patricia T. Holland

Det betyder Mormons Bog for os:

En velsignelse af ekstraordinær betydning, Mary Ellen Edmunds

Jeg opdagede Guds godhed, Lars Åkebrand

Intet som helst står i vejen for lykke, Mayola Miltenberger

Især for unge

44 Kald en firkant for en firkant, Jack S. Marshall

46 „Enhver har fået en gave", Tawnya Warnick

47 Har du nogensinde set Herren? Ældste Sterling W. Sill

Børnestjernen

2 Godhed, som den Jesus havde, Pat Graham

4 Abinadi og kong Noa

6 Jesse og Diana, Claudia Remington

8 Bare for sjov: Fra prik til prik

På omslaget: „Sommerset Lane" - oliemaleri fra 1987 af Ken Baxter. Det skildrer missionærer som arbejder i en engelsk landsby. (Velvilligst stillet til rådighed af Church Arts and Sites).

Præsident Gordon B. Hinckley mindes sin missionærtid i England i dette nummers budskab fra Det første Præsidentskab.

BUDSKAB FRA DET FØRSTE PRÆSIDENTSKAB

MISSIONÆR- TJENESTE

Må vi alle, i tro og kærlighed,

påtage os at arbejde for Herren og bære

hans navn med ære i dyb taknemmelighed

for de velsignelser, vi får fra ham.

Præsident Gordon B. Hinckley

Førsterådgiver i Det første Præsidentskab

Når jeg tænker over tilstandene i verden og ser de mange, mange problemer, som kan løses ved hjælp af Jesu Kristi evangelium, så får jeg lyst til, som Alma, at udråbe: „O, gid jeg var en engel og kunne få mit hjertes ønske opfyldt, så jeg kunne gå ud og tale som Guds basun med en røst, der kunne få jorden til at skælve, og råbe omvendelse til alle folk.

Ja, jeg ville forkynde omvendelse og forløsnings- planen til hver eneste sjæl som med en tordenrøst, at de skulle omvende sig og komme til vor Gud, at der ikke mere skulle være nogen sorg på hele jorden" (Alma 29:1-2).

Lige fra dengang Samuel Smith lagde et par eks- emplarer af den netop udgivne Mormons Bog i sin rygsæk for at uddele den i det område, hvorfra han kom - endnu før kirken var organiseret - og til i dag, har der aldrig været noget tidspunkt, hvor denne kirke ikke har været engageret i at missionere.

1986, som er det seneste år, hvor vi har et nøjagtigt tal, var et betydningsfuldt år med hensyn til dette ar- bejde. Ved slutningen af 1986 var der 31.803 missio- nærer ude, og de døbte 216.210 omvendte. Hvis vi regner med at en gennemsnitsstav i dag har 2.500 medlemmer, vil det svare til at kirken fik 86 nyopret- tede stave med omvendte i løbet af 1986 - 86 nye stave i 86! Det er fantastisk!

Kun en begyndelse

Men vi ved godt allesammen, at det kun er begynd- elsen til det arbejde, som nødvendigvis må gøres. Vi har fået en kaldelse, som vi ikke må tøve med at acceptere. Det er Herren selv, der har kaldet os til at forkynde evangeliet for enhver nation, ethvert tunge- mål og folk. Marken er hvid og arbejderne er få.

I husker sikkert at Alma opgav sit dommerhverv, for at få tid og kræfter til dette store arbejde: „Og dette gjorde han, for at han selv kunne gå ud blandt sit folk ... og prædike Guds ord for dem for at erindre dem om deres pligter, og for at han måske gennem Guds ord kunne nedbryde al den stolthed, underfundighed og uenighed, der herskede blandt hans folk, idet han ikke så anden udvej til at vinde dem igen end ved at bære det rene vidnesbyrd for dem" (Alma 4:19).

Det er af samme årsag, at verden i vore dage har brug for den kraft, der ligger i et rent vidnesbyrd. Den har brug for Jesu Kristi evangelium, og hvis verden skal høre dette evangelium, så er det nødvendigt, at nogen går ud og underviser i det.

Vi opfordrer forældre til at begynde at oplære deres børn i en tidlig alder. Hvis de beder familiebøn, holder familieaftener, læser i skrifterne, hvis far og mor er ak- tive i kirken og taler begejstret om kirken og e vange-

I

dag har verden brug for den kraft der ligger i et rent vidnesbyrd. Den har brug for Jesu Kristi evange- lium, og hvis verden skal høre dette evangelium, så er det nødvendigt, at nogen går ud og underviser i det.

liet, så vil børnene vokse op i hjem, hvor de får et na- turligt ønske om at undervise andre i evangeliet. I så- danne hjem er der i reglen tradition for at missionere. Der laves bankopsparinger fra børnene er helt små. Drengene vokser op med en naturlig forventning om at blive kaldet som missionærer for kirken. En mission bliver lige så naturlig for en dreng, som at han får sig en uddannelse i livet.

Missionerer for deres eget folk

Det er især dejligt at se de mange unge mænd og pi- ger, som kommer andre steder fra end netop fra USA og Canada, for at tage på mission. Vi har fået at vide, at i Mexico er omkring tre fjerdedele af missionærerne lokale missionærer, og i Asien er der 3.809 missionæ- rer, hvoraf de 1.589, eller 42%, er indfødte asiatere.

Jeg har tilbragt megen tid i Asien, og jeg synes, at det er dejligt at se disse tal. Jeg kan huske, at jeg talte med en japansk bror om at sende sin søn på mission. Faderen sagde, at han ikke kunne tænke sig, at hans søn skulle forlade skolen for at tage på mission. Søn- nen tog ikke af sted og han gik tabt på grund af dette.

Der skete det omvendte for bror og søster Masao Watabe. Jeg har kendt dem i mange år. Bror Watabe har siddet i forskellige stillinger i kirken i Japan. I dag er han ordineret til patriark.

De havde ikke ret mange penge, men de sparede op for at give deres børn mulighed for at tage på mission. Masahisa tog til Japan. Derpå fuldførte han sin uddan- nelse og er en dygtig keramiker. Masaji tjente i Japan, han fik sin uddannelse dér og i USA, hvor han nu arbejder for et japansk firma. Masakazu tjente i Brasi- lien, hvorpå han tog en doktorgrad og er på Brigham

Young universitets fakultet. Masasue arbejdede i Fukuokamissionen og går nu i skole i San Francisco.

De er blevet velsignet i deres eget liv ved at tjene an- dre i den store missionær gerning. Og nu i dag er fade- ren og moderen på deres fjerde mission. De tjener i Taipei tempel i Taiwan, hvor bror Watabe er rådgiver til tempelpræsidenten og søster Watabe er assistent til templets kvindelige leder. Hvor troen er til stede, der sker miraklerne.

Opsøg folk og før dem ind i fællesskabet

Nu vil jeg gerne tale om et vigtigt område, hvor der er brug for alle medlemmers forståelse og hjælp - stavsmissioneringen. Der skal, som I ved, være en stavsmission i enhver stav, medmindre der foreligger en sjælden situation hvor der kun er få, hvis over- hovedet nogen, ikke-medlemmer og hvor alle med- lemmer er aktive. Stavsmissionærerne skal først og fremmest opsøge folk. De skaber deres egne kontakter og hjælper medlemmerne med at opfylde deres ansvar for at missionere. Dernæst arbejder de tæt sammen med fuldtidsmissionærerne. Stavsmissionærerne hen- viser eventuelle undersøgere til fuldtidsmissionærer- ne, så de kan undervise dem.

Når omvendte er blevet døbt, har stavsmissionærer- ne ansvaret for at give den nyomvendte lektierne, som drager vedkommende ind i fællesskabet, og hjælpe ham med den vanskelige tilpasning, som sædvanligvis følger efter en dåb i kirken. Denne tilpasning betyder, at de må forlade gamle venner og bekendte og aflægge gamle vaner. Den kræver at de omvender sig og for- pligter sig til en bedre adfærd. Hvis vi mister blot en af de nyomvendte, er det et meget stor tab. Et sådant tab kan undgås ved hjælp af velorganiserede stavsmis- sioner, hvor missionærer og medlemmer arbejder med de nyomvendte og hjælpe dem til at udvikle et stærkt vidnesbyrd.

For 52 år siden døbte jeg en lovende ung mand i London. Han var meget talentfuld og havde en god uddannelse. Han var oprigtig og bad meget. Min kammerat og jeg underviste ham gennem lang tid. Vi rejste begge to hjem lige efter hans dåb.

Vores nyomvendte unge mand var genert og følsom. Kort efter at han var blevet medlem af kirken, blev han kritiseret for en lille fejltagelse, som han havde gjort i en stilling, han havde i grenen.

Den unge mand forlod mødet den aften, og han kom aldrig tilbage. Han var blevet såret på grund af tankeløse bemærkninger fra en mand, der var ældre end han, og som burde have vidst bedre.

Jeg forsøgte at holde forbindelse med denne nyom- vendte gennem korrespondance. Men så begyndte den anden verdenskrig. Han kom i militærtjeneste. Efter krigen giftede han sig, og da han hustru døde var det en stor ulykke for ham. Han avancerede og fik en anerkendt stilling i forretningsverdenen i England. Han kunne have ydet et fantastisk bidrag til kirken, men han fik et grimt ar efter det sår, som han fik ved et grensmøde mange år før.

Til sidst fandt jeg ud af hvor han boede. Han havde giftet sig igen, var pensioneret og boede i Europa. Jeg besøgte ham en gang. Jeg skriver til ham og sender ham bøger og andet materiale. Han skriver til mig, og vi er gode venner. Min kammerat, som sammen med mig underviste denne gode mand, er nu død. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne i mit forsøg på at genoprette vor vens tro. Men indtil nu har det ikke båret frugt.

Af og til tænker jeg på den mærkelig måde, hvorpå vi fandt ham. Jeg tænker på de mange timer vi tilbrag- te med at undervise ham. Jeg tænker på den kamp, han gennemgik i sig selv for at træffe den rette beslut- ning om at blive døbt. Jeg tænker på hans glæde ved at have fundet kirken. Og så tænker jeg på det, han har mistet. Det behøvede ikke at være sket. Det burde ikke være sket.

Der er brug for oprigtig kærlighed

Brødre og søstre i kirken, der er brug for kærlighed i Herrens tjeneste. Der er brug for venskab. Der er brug for oprigtig og ubetinget kærlighed. Der er brug for at udtrykke påskønnelse og taknemmelighed. De nye må vederkvæges ved Guds gode ord. Alle disse små ting er så nemme at gøre, og de betyder den store forskel.

Jeg synes, at det største tab vi kan lide i kirken, er, når de, der har tilsluttet sig kirken, falder fra. Det bur- de kun ske undtagelsesvis. Jeg er overbevist om at næ- sten alle, der bliver døbt af missionærerne, er under- vist tilstrækkeligt og har fået kundskab og vidnesbyrd nok til at kunne indestå for deres dåb. Men det er ikke nemt at gøre de forandringer der skal til, når man til- slutter sig denne kirke. Det betyder at gamle forbin- delser må brydes. Det betyder at man må forlade ven-

ner. Det kan betyde at man skal aflægge en tro, som man har holdt af. Det kan kræve ændrede vaner, og lyster som skal undertrykkes. Det betyder i mange til- fælde ensomhed og endog frygt for det ukendte. Disse nyomvendte må vederkvæges og styrkes i denne van- skelige tid i deres liv. En fantastisk pris er blevet betalt for hans eller hendes tilstedeværelse i kirken. Mis- sionærernes store anstrengelser og det, som det koster dem at tjene, adskillelsen fra gamle venner og den omvæltning, der sker ved alt dette, nødvendiggør at disse kostbare sjæle bydes velkommen, forsikres om sandheden og får hjælp i deres svage stunder, og at de får nogle ansvarsopgaver, hvorved de kan blive stær- kere, at de opmuntres og takkes for alt hvad de gør.

Herrens værk

Hvem kan betvivle dette storslåede program for at undervise verden i evangeliet? Det er Guds værk. Dets resultater er - eller det kan resultere i - lykke, for alle som vil modtage velsignelserne ved at tjene uselvisk. Det er som Paulus sagde, at det ville være, da han skrev til Timoteus - denne unge mand som havde tro og som arbejdede:

„Forsøm ikke at bruge den nådegave, du har, den, som blev givet dig ved profeti og håndspålæggelse . . .

Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere" (1 Timoteus 4:14-16).

Læg mærke til disse ord: „Vil du frelse både dig selv og dine tilhørere." Er dette ikke missionærens histo- rie? Den som går ud for at tjene Herren, vil frelse sig selv. Hans tro vokser. Hans evner vokser. Hans for- ståelse vokser. Hans kærlighed til Herren vokser.

Han vil også velsigne sine tilhørere. Alle mennesker i denne kirke, på nær nogle få undtagelser, er med- lemmer fordi missionærerne enten har undervist dem eller nogle af deres forfædre. De kan allesammen stå

frem og bære vidnesbyrd og takke for dem, der var redskaber til at bringe dem eller deres forfædre dette frelsens og det evige livs værk.

Må vi alle blive velsignet af Herren, når vi med for- nyede anstrengelser går ud og finder flere arbejdere til marken, både unge og ældre. Må vi alle blive velsig- net, så vi kan hjælpe missionærerne og holde af dem, der omvender sig og kommer ind i kirken. Vi må alle, i tro og kærlighed, påtage os at arbejde for Herren og bære hans navn med ære, i dyb taknemmelighed for de velsignelser vi får fra ham. □

IDEER TIL HJEMMELÆRERE

Nogle punkter som kan fremhæves: Hvis I synes kan I fremlægge disse punkter under jeres hjemmelærerbesøg:

1. Herren har givet kirkens medlemmer en opgave, som de ikke kan løbe fra - nemlig ansvaret for at brin- ge evangeliet ud til enhver nation, ethvert tungemål og folk.

2. Forældre opfordres til at opmuntre deres børn til at udføre en mission. De kan hjælpe dem til dette ved at bede familiebønner, holde familieaftener og læse i skrifterne, ved at tale begejstret om kirken og evan- geliet.

3. Alle medlemmer opfordres til at vise personlig in- teresse for at hjælpe nyomvendte til at falde til i kirken efter deres dåb.

Diskussionshjælp

1. Fortæl hvad du synes om missionærtjenesten i Herrens kirke.

2. Er der skriftsteder eller citater i denne artikel, som familien kan læse og drøfte?

I — +=l

DET ER IKKE ALT DET, DER GLIMRER, DER ER

CELESTIALT

Rig, fattig eller middelklassen - hvilken holdning bør vi have til rigdom?

Quinn G. McKay

John sad og overvejede sit mål i livet. Han havde planer om at få finansiel succes i en tidlig alder. „Og så," tænkte han, „er jeg frit stillet økonomisk til at tage på mission for Herren, være biskop eller hvad som helst han har brug for mig til."

John ønskede ikke kun at være økonomisk uafhængig, men han ønskede tilsyneladende også at vær frit stillet til at hellige sig Herrens tjeneste. Men er Johns planer om at nå sit mål den måde, som Frelserens ønsker at han skal gøre det på?

Jesus sagde til sine disciple:

„ Saml jer ikke skatte på jorden, hvor mål og rust fortærer . . .

men saml jer skatte i Himmelen, hvor hverken møl eller rust fortæ- rer, og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler.

Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være . . .

Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mam- mon" (Matt. 6:19-24).

Er det forkert at stræbe efter at blive rig? Ikke nødvendigvis. Ja- kob sagde at vi godt kan søge efter rigdom efter at vi „har fået håb i Kristus", dersom vi gør det „i den hensigt at gøre godt, at klæde den nøgne, at føde den sultne, at sætte de fangne fri og at bringe den syge og nødlidende lindring" (Jakobs Bog 2:18-19).

Hovedformålet må således altid

„ Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer

være at søge Guds rige i alt, hvad vi foretager os, hvis vi vil leve retfærdigt og nyde „evighedens skatte" (se L&P 68:31).

En af de fineste karakteregenskaber ved at leve retfær- digt er at „elske sin næste som sig selv". Det vil sige at vi skal interessere os lige så meget for vor næstes velfærd, som for vort eget. I modsætning til dette, så vil de, som søger det verdslige, først og fremmest søge rigdom, magt, position og anerkendelse. Deres motiv til at søge velstand er i reglen baseret på ønsket om at få flottere

_______„ biler, større huse og dyrere tøj .

De yder først deres barmhjertighedsbidrag, når de har nået deres store mål, og når de yder barmhjertighed er det ofte ud fra forkerte motiver - trang til magt og prestige.

Verdslig succes vurderes næsten altid ud fra økonomisk succes og retfærdiggøres somme tider med udtalelser som: „Se hvor meget godt han gør med sine penge. Hvad betyder det så at hans motiv er forkert?"

Svaret er naturligvis at det bety- der noget. Forudsætningen for økonomisk succes kan animere til selviskhed. Ønsket er først og fremmest at få det, som jeg ønsker mig - biler, huse, mere tøj og ver- dens tomme ting. Disse anstren- gelser, for at opnå „en god tilvæ- relse" for „mig og mine", kan føre til den tanke at „jeg har arbejdet hårdt for det, så jeg fortjener det. Hvis andre ville være lidt mere

♦

8

ambitiøse, så kunne de også have det" (underforstået at de fattige er fattige, fordi de ikke vil bestille noget). Den- ne indstilling dølger selvopofrelsens ånd og nærer sel- viskhedens og stolthedens ånd.

For mange mennesker bliver den ærlige stræben efter rigdom meget nemt til grådighed, selv for dem der be- gyndte i en god hensigt. Dette fænomen kaldes „frøprin- cippet". Det siges, at dersom en frø blev placeret i en gry- de med kogende vand, så ville den omgående hoppe op for at redde livet. Men hvis den samme frø blev anbragt i en gryde koldt vand, som langsomt blev varmet op, så ville den blive i gryden til den var kogt.

Når vi stræber efter rigdom af de forkerte årsager, så kan „frøprincippet" nemt tage overhånd. Det begynder med at spare op til den „pæne bil", dernæst til et bedre hus, der passer til bilen, så til nogle pænere møbler til huset og så videre. Alt dette kræver flere og flere penge, indtil den pågældendes lyst til luxus har udviklet sig til selviskhed.

Somme tider bliver folk ofre for „frøprincippet", når de forsøger at skabe sig en karriere. De begynder med at ar- bejde for et firma, hvor det forventes at nogle gør noget, som er imod deres personlige moral. Men efterhånden som tiden går, giver de måske langsomt efter for noget, som må betragtes som tvivlsomt.

I begyndelsen omgås de måske bare sandheden lidt let- sindigt - ved at fortælle mere eller mindre, eller udelade nogle oplysninger. Noget sådant kan nemt retfærdiggø- res med: „Det er måden vi gør det på her." Derfra er der kun et lille skridt til mindre forsøg på at forsvare firmaets (eller sit eget) ry som pålidelig, ærlig eller velinformeret.

Sådanne forsøg på at dække over noget sker måske i begyndelse kun i det små, men det har en tendens til at udvikle sig, ligesom varmen under gryden, indtil man til sidst bliver fanget i at gøre noget som er klart uærligt. Man tager vejen til synd skridt for skridt og ikke i ét mægtigt hop.

Den enkelte kan, ligesom hele samfundet, føres på af- veje. Som Helamans søn, Nephi, forkyndte: „Hvor kun- ne I glemme jeres Gud på jeres befrielsesdag? ... se, det er for vindings skyld, for at blive prist af menneskene, ja, for at kunne få guld og sølv." De fortsætter indtil de har

sat deres hu til rigdom, hvilket får dem til at bære falsk vidnesbyrd, stjæle, plyndre - ja, endog myrde (se Hela- man 7:20-21).

Når man kun tænker på at skaffe sig rigdom, har det alt i alt en tendens til at give næring til mange af menneske- nes syndige lyster, og det får ofte folk bort fra at leve et kristuslignende liv, fremfor at bestræbe sig på at leve således. Når man i modsætning dertil koncentrerer sine tanker og ønsker om Herren og hans værk, får man hjælp til at blive mere som han på flere vigtige områder. For det første vil selviskhed og grådighed forsvinde, fordi man koncentrerer sig om at holde budene og benytte sine midler til at hjælpe mennesker i nød. For det andet vil man aflægge synden stolthed. Når de mo- tiverende kræfter i vort liv er at dele og vise barmhjertig- hed, så vil en hvilken som helst rigdom, vi opnår, tjene som grundlag for gavmildhed fremfor et middel til stolt- hed og pral.

For det tredie får vi en tendens til at tænke på andre før os selv. Dermed sætter vi Kristus først, vor næste som num- mer to og os selv som nummer tre - en meget åndelig og sund prioritering.

John, og andre som han, bør indse farerne ved at søge rigdom før de søger Guds rige. Rigdom har faktisk kun lidt at gøre med at tjene Herren. I Herrens kirke vil alle som har et forråd, som driver landbrug, som arbejder på et kontor eller underviser i et klasseværelse, få mulighed for at tjene Herren, dersom de er trofaste og kan det.

"Tragt ikke efter rigdom, men efter visdom, og se, Guds hemmeligheder skal blive udfoldet for jer, og da vil I være rige. Se, den, der ejer det evige liv, er rig" (L&P 6:3-7). □

LAD OS TALE OM DET!

1. Hvilken indstilling ønsker Herren at du skal have til dine personlige midler, hvad enten du synes at du er rig eller fattig?

2. Læs og drøft L&P 56:16-18, for at få yderligere forståelse for Herrens råd i denne sag.

c

I S sp

'a U 13

O)

13

o

Uh

EN DRØM

BLIVER TIL

VIRKELIGHED

Johann Schneider

En morgen sagde min kone til mig: „Hans, jeg drømte noget meget underligt i nat. To unge mænd fortalte os om en helt anden kirke, og vi tilsluttede os den. Hvad mener du om det?" spurgte hun tøvende. Han sagde at den drøm ikke synes at have nogen be- tydning, fordi vi aldrig ville få noget ønske om at forla- de den kirke vi tilhørte.

Drømmen var forlængst glemt da min kone, næsten et år senere, hilste mig velkommen hjem fra arbejde med nyheden om at „to unge mænd har været her i dag og fortalt mig om deres kirke". Jeg kunne spore en vis rædsel i hendes ansigt. „Men vi bliver i vores egen kirke," betroede jeg hende. „Jamen," sagde hun, „de ville gerne komme igen og tale med dig." Jeg var ikke særlig glad for at skulle tale med dem.

Et par dage efter åbnede jeg døren for to pæne unge mænd. De præsenterede sig som missionærer for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. I den efterfølgen- de samtale spurgte de: „Tror De at Jesu Kristi kirke findes på jorden i dag?" Min kone og jeg havde allere- de overvejet dette spørgsmål, når vi læste i Bibelen. Vi var enige om, at dersom der fandtes en sand kirke, så måtte den have alle de lærdomme som Jesus under- viste i. De kirker vi kendte, blandt andet vores egen, havde ikke det hele. „Hvis den eksisterer," sagde jeg, „så må den have alle de lærdomme, som Jesus under- viste i. Men den eksistererer ikke."

Missionærerne sagde at den kirke, som de repræ- senterede, var organiseret på samme måde som Kristi kirke i sin tid. De tilføjede at denne kirke fortsat mod- tog åbenbaring fra Jesus Kristus.

Jeg syntes at det var synd for dem at de var så vild- ledt. Jeg sagde til dem: „Jeg er sikker på at jeres kirke, lige så vel som vores, har forkerte lærdomme. Der skal nok være nogen som har tilføjet, ændret eller taget no- get bort." De vidnede igen om at deres kirke var Kristi egen kirke, at den var organiseret med myndighed fra

10

ham og blev ledet af ham.

Jeg fortalte umiddelbart efter min mor om missio- nærerne. Hun smilede og gik ind i sit soveværelse, hvorpå hun kom ud med en Mormons Bog. Hun sag- de at jeg godt måtte få den.

Jeg begyndte nysgerrigt at læse bogen, men med en negativ indstilling. Da jeg havde læst den første side, tænkte jeg vredt at den var skrevet af en mand med en livlig fantasi, af en som var godt inde i Bibelen. Jeg læ- ste endnu to sider og smækkede bogen i, smed den på bordet og udbrød: „Sikke en gang humbug!" Under missionærernes næste besøg sagde jeg til dem at jeg syntes at Mormons Bog var et bedrageri. Den ligner Bibelen, sagde jeg, bortset fra at handlingen foregår i Amerika. Men missionærerne lod sig ikke slå ud. De besvarede let og elegant de spørgsmål som min kone og jeg havde, enten med det samme eller ved ved et af de efterfølgende besøg. Jeg kunne ikke finde noget forkert i det som de lærte os, men jeg kunne ikke acceptere Mormons Bog.

Men missionærerne vidnede om at jeg kunne få at vide at Mormons Bog er sand, hvis jeg fulgte Moronis råd, om oprigtigt at søge og bede om guddommelig vejledning (se Moroni 10:4). Da jeg havde bedt og sad og læste Moronis ord, fik jeg et åndeligt vidnesbyrd, som jeg aldrig vil være i stand til at beskrive. Jeg indså at Mormons Bog og kirken var sand og denne erken- delse trængte ind i hver en fiber i min krop og sjæl. Jeg råbte lykkeligt til min kone: „Margrit, Margrit, jeg ved at det er sandt!"

Margrit fortsatte sit forsøg med selv at få et vidnes- byrd, og i løbet af et par uger kendte hun også sand- heden. Derpå fastsatte vi vores dåbsdato.

Ligesom jeg skulle til at gå ned i vandet på vores dåbsdag, mærkede jeg hvordan Satan har en magt der er stærkere end jeg nogensinde har troet mulig. Jeg havde allermest lyst til at løbe min vej. Jeg holdt vejret

et øjeblik og det var som om mit hjerte holdt op med at slå. Jeg blev fristet til at give efter, men jeg vidste at jeg aldrig ville tilgive mig selv, dersom jeg fornægtede den sandhed som jeg havde lært at kende. Jeg kæm- pede imod det ondes indflydelse af alle mine kræfter, hvorpå det forlod mig lige så hurtigt som det var kom- met. I bevidstheden om at min beslutning var rigtig, gik jeg ned i vandet med en rolig overbevisning og lykke i mit hjerte.

Et par dage efter, da jeg sad og talte med min kone, spurgte hun: „Hans, kan du huske min drøm?"

„Hvilken drøm?" sagde jeg undrende.

„Den jeg havde om at vi ville få besøg af to unge mænd. De fortalte mig om deres kirke og vi tilsluttede os den. Kan du ikke huske det?"

Minderne om en glemt drøm vendte tilbage. Vi indså med glæde at drømmen var en åbenbaring om det som ville ske, og mindet om den bekræftede vore vidnesbyrd. Det var en drøm der var blevet til virke- lighed. □

Johann Schneider er præsident pr Trier gren, Mannheim stav i Vesttyskland. Det var hans bidrag til den europæiske konkurrence i 1986 - udskrevet af Stjernen for Europa.

11

MORMONDAGBOG

HELLIGANDEN - STÅR LEVENDE VED MIN SIDE

-;#Jff

Lola B. Walters

in nat, hvor jeg lå og ikke kunne sove, følte jeg |i mig nedtrykt og meget ensom, men så kom jeg * s i tanke om et skriftsted i Johannes-Evangeliet, hvor Frelseren lovede sine disciple, at han ikke ville lade dem i stikken. Jeg tændte lyset og rakte ud efter min bibel. Jeg slog op på kapitel 14, og ved afslutnin- gen af vers 26 standsede jeg op for at læse dette vers igen: „Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting. "

Disse ord gav mig den første fornemmelse af håb i månedsvis. Min mand, Glenn, led af en sygdom, der kaldes Alzheimer's syge, og som der ikke findes hel- bredelse for. Denne sygdom påvirker centralnerve- systemet gennem måneder og år, hvor et menneskes mentale og fysiske evner langsomt svækkes.

Glenn var et dejligt og retfærdigt menneske før han blev syg. Vi havde glædet os til mange lykkelige år, hvor vi kunne arbejde sammen for kirken og få mulig- hed for at tage på mission. Men efterhånden som Glenns tilstand forværredes, blev han tvunget til at opgive alt, hvad der krævede, at han skulle tænke. Han opgav sine stillinger i kirken, han holdt op med at læse, han holdt op med at gøre alt det, som han elske- de at gøre, og han måtte endda holde op med at se fjernsyn. Til sidst begyndte han også at fare vild, når han var ude at gå tur, og han kunne ikke længere være alene noget sted.

Da Glenn ikke længere kunne beskæftige sig selv, blev han rastløs og stadig mere afhængig af, at jeg skulle gøre noget sammen med ham eller tage med ham ud et eller andet sted. Jeg tilbragte al min tid sammen med ham.

Problemet med at passe min mand blev stadig stør- re. Patienter med Alzheimers syge bliver ofte vanske- lige at passe. Glenn begyndte at afslå min hjælp. Det blev umuligt at tale fornuft med ham, fordi han på dette tidspunkt havde mistet evnen til at tale og forstå sprog. Vore dage blev én lang kamp for at blive va- sket, klædt på og barberet. Mine følelser skiftede mel- lem utålmodighed - ja selv vrede - og dyb medliden- hed med min hjælpeløse mand. Jeg ønskede, trods alle problemerne, at passe ham selv. Men jeg måtte lære, hvordan jeg skulle gøre det, og jeg vidste, at jeg trængte til mere hjælp, end jeg kunne få fra nogen jor- disk kilde. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle hjælpe min mand, før jeg læste dette skriftsted i Johannes.

Jeg har aldrig tænkt på Helligånden som lærer. Jeg havde hele tiden bedt om kræfter til at passe Glenn, men indtil da havde jeg kun stolet på min egen visdom. Her var et skriftsted, der viste mig hvordan jeg kunne gå ud over mine egne begræn- sede evner. Jeg havde medlidenhed med andre i lignende situationer, med dem som hele tiden skal passe syge og ældre.

Jeg håbede at de ville vide at der er en guddommelig hjælp, som også står til deres rådighed, dersom de vil bede om at få den.

Lige siden denne søvnløse nat, hvor jeg blev vejledt til at læse Frelserens kærlige ord, er jeg gået til Herren for at få hjælp, og det er som om Helligånden har stået levende ved min side, har trøstet og lært mig, hvordan jeg skal passe min mand. Selv om Glenn nu opfører sig som et barn, både mentalt og fysisk, så er jeg ikke bange for fremtiden. Jeg ved at Helligånden vil trøste og vejlede mig. Mit liv er meningsfyldt. Jeg tjener Herren ved at passe et af hans hjælpeløse børn. □

13

HELLIGAN

Hans Cohr

I marts 1976 blev min hustru, mine to børn og jeg døbt. Vi var meget lykkelige og følte at vi be- gyndte et helt nyt liv. Den som- merferie lejede vi en bjælkehytte i Jotunheimen, et af de smukkeste steder i Norge.

Min familie og jeg tilbragte nog- le vidunderlige dage i den lille hytte, omgivet af Norges højeste fjelde. Skønt vi boede næsten 14 kilometer fra den nærmest nabo, følte vi os aldrig alene. Vi følte meget stærkt Herrens ånd hos os. Den sommer fik vi en oplevelse, som endnu i dag får mig til at skælve af ydmyghed og taknem-

li

melighed over den store kærlig- hed, som Herren har til sine børn.

En tidlig, smuk og skyfri mor- gen tog vi af sted på en længere fjeldtur. Vi så nogle dybe kløfter, og sneklædte bjergtoppe som spejlede sig i de blå bjergsøer. Turen var lidt vanskeligere end vi havde forventet, men vi nød en- somheden og det pragtfulde land- skab. 3-4 kilometer før vi nåede vort bestemmelsessted, måtte vi over en stejl, snæver højderyg, som hedder Besseggen for at kom- me over til noget der hedder Ves- lefjeldet. Jeg mente nok at vi kun- ne komme sikkert over, men det var som om en lille, stille stemme inden i mig hviskede, at vi ikke skulle tage den vej. Det var kun fi- re måneder siden at jeg var blevet døbt, og Helligåndens tilskyndel- ser var endnu noget ukendt for mig, så jeg tog mig ikke af ad- varslen.

Efterhånden som vi nærmede os fjeldet, hørte jeg igen stemmen som advarede mig, så jeg standse-

lii

;!i«;

:'-':'.'::--"',;:v;i;.i/^-;.\:.;.-:.". : ■:■■■. ■■■:•; '^Y-:^':^^.-!":

DENS HVISKEN

I !;, IH ' -V

de og studerede kortet. Hvis vi ik- ke tog den korteste ve) over Bes- seggen og Veslef jeldet, måtte vi hele vejen rundt om et fjeld og en sø. Det ville blive midnat inden vi nåede vort bestemmelsessted. Jeg tænkte på vore trætte ben og tom- me madtaske, og besluttede at vi kunne fortsætte ad den vej vi gik.

Da vi nåede foden af fjeldet gen- tog den lille stemme tydeligt; „Hans, I må ikke gå over fjeldet." Vi standsede igen og kiggede op mod den smalle højderyg. Solen skinnede og luften var rolig, og jeg kunne stadig ikke se nogen grund til at rette mig efter advars- len. Vi begyndte at klatre opad.

Jeg førte an, mens min hustru, Lise, gik bagest og vi havde børn- ene imellem os. Vi opdagede at det var lidt svært at klatre, men jeg syntes stadig ikke at vi gjorde noget forkert. Da vi var halvvejs oppe, standsede vi for at beundre udsigten. Til venstre for os var der 150 meter stejlt ned, mens derpå vores højre side var 500 meter brat nedad.

Lise og børnene syntes at det var spændende, og de nød stilhe- den og den smukke udsigt, men jeg var stadig ængstelig. Pludselig følte jeg et vindstød, der kom fra

nord, og jeg hørte en susen der blev stadig kraftigere. Indenfor få minutter befandt vi os i en hylen- de storm. Jeg råbte til min familie at de skulle lægge sig ned og hol- de fast. Vi klamrede os allesam- men desperat til fjeldet og forsøg- te at bore vore fingre ned i jorden, men vindstøddene blev så kraftige at vi langsomt blev ført ud mod klippekanten.

Pludselig forstod jeg hvad jeg havde gjort. Jeg huskede hvad missionærerne havde sagt om Helligåndens stille hvisken, og jeg blev klar over at jeg i den sidste halve time havde ignoreret Hellig- ånden tre gange. Jeg bad Herren om at redde min hustru og mine børn. Jeg råbte angerfuldt om til- givelse.

Men så hørte jeg gennem stor- mens brølen en dyb og magtfuld røst inden i mig, som sagde at vi skulle gå tilbage, nedad fjeldet.

• -.,'...

. ;"' V.'.,. ;

Den advarende røst sagde, at den, der ikke adlyder Herrens røst, skal blive udstødt fra hans nærhed.

Lige med ét holdt det op med at storme og alt blev roligt og stille. Jeg rejste mig forbløffet op på mi- ne knæ og takkede Herren, mens jeg anerkendte hans store magt. Min hustru og mine børn råbte til mig at jeg skulle skynde mig, så vi kunne klatre videre op ad fjeldet. Men nu vidste jeg bedre. Vi bliver nødt til omgående at gå ned igen, befalede jeg. Min familie adlød mig, uden at vide hvorfor. Da vi var kommet ned til foden af fjel- det, hørte vi atter en susen og i lø- bet af et øjeblik stormede det end- nu kraftigere end før. Jeg fortalte min familie hvad der var sket på højderyggen. Vi knælede ned sammen og takkede Herren, fordi han havde reddet vort liv.

Endnu i dag, 10 år efter, kan jeg ikke tænke på denne oplevelse uden det rører mig dybt. Den sommerdag, hvor jeg klamrede mig til en fjeldtop i Norge, lærte Herren mig og min familie vær- dien af at lytte til Helligåndens hvisken. □

Hans Cohr er biskop i Fredericia ward, Århus stav. Dette er vinderartiklen, i konkurrencen for Europa i 1986, om personlige oplevelser. Stjernen havde udskrevet konkurrencen for Europa. •

. ,.-■.

IIIISlIl

lf.\i ■

SELVMORD

NOGET VI VED, OG NOGET VI IKKE VED

Profeterne har lært os nogle vigtige principper om selvmord, men mange af os har muligvis misforstået noget.

Ældste M. Russell Ballard

De tolv apostles Kvorum

leg husker, at jeg var til en begravelse af en ældre mand, som havde taget sit eget liv. Hans hustru var død nogle år før, og han blev mere og mere syg. Til sidst følte han, at der var mindre og mindre grund til, at han levede. Han følte sig lidt efter lidt fanget inden- for sit hjems fire vægge.

Da han var halvinvalid kunne han hverken besøge venner eller gå på indkøb. Han fik maden leveret ved døren. Han savnede at komme i kirken og det regel- mæssige samvær med andre medlemmer af sit præste- dømmekvorum.

Selvom han ikke var i stand til at gå udenfor sin dør, forsikrede lægen ham om, at han kunne leve mange år endnu. „Du hverken ryger eller drikker," sagde læ- gen, „og du har passet godt på dig selv. Du er sund og rask, bortset fra at du er nødt til at blive hjemme og sidde i din kørestol."

Selv om lægen forsøgte at opmuntre denne mand, så følte manden sig helt nedslået. Denne gode bror syn- tes ikke at hans jordiske liv længere havde værdi, og

16

han ønskede at være sammen med sin elskede hustru i åndeverdenen. Jo mere han tænkte på døden, jo mere tiltalende virkede den på ham. Han havde været et trofast medlem af kirken i hele sit liv. Han havde ud- ført to missioner, og han havde siddet i flere lederstil- linger i kirken på forskellige tidspunkter i sit liv. Men da han tænkte på hvilken lettelse det ville være for ham at dø, blev han sindsforvirret. Han må åbenbart være kommet til den slutning, at dersom han tog sit eget liv, så var hans problemer løst.

Jeg besøgte hans familie efter begravelsen. De var, som I sikkert vil forvente, meget ulykkelige over det som deres far og bedstefar havde gjort. Deres sorg skiftede fra bedrøvelse til vrede og skyldfølelser. „Jeg burde have lagt mærke til, hvor deprimeret han var, " sagde en datter. „Så kunne jeg havde hjulpet ham, så dette ikke var sket."

En søn sagde vredt: „Jeg havde aldrig troet, at min far var så dum. Men hvad skal man sige til det? Hvis han elskede os, så ville han aldrig have gjort det!"

Angsten og usikkerheden

En af de yngste sønner gav udtryk for den frygt, som de alle følte: „Nu er der ikke noget håb for far, er der vel?" sagde han. Det var nok så meget en konklusion som et spørgsmål. „Nu tæller alt det gode han gjorde i livet ikke længere. Nu, hvor han har taget sit eget liv, så vil han blive henvist til det telestiale rige i al evig- hed." Og så græd de allesammen.

De følelser, som denne familie dengang gav udtryk for, er ganske almindelige blandt sidste dages hellige, i deres forsøg på at kommer over det, når en af deres kære eller en ven har begået selvmord. Den angst og usikkerhed, som de giver udtryk for, er yderst smerte- fuld og vanskelig at komme igennem.

Trist nok er det et problem som mange udsættes for. Desværre eksisterer problemet blandt kirkemedlem- mer såvel som blandt ikke-medlemmer.

Selve det, at tage sit eget liv, er virkelig en tragedie, fordi en enkelt handling efterlader så mange ofre: for det første den afdøde selv og derpå snesevis andre - familie og venner, som står tilbage, hvoraf nogle i åre- vis er stærkt forpinte og forvirrede. De levende ofre kæmper ofte desperat med vanskelige følelser. Dertil kommer deres sorg, vrede, skyldfølelser og den af- stand, som nogle af ofrene i en sådan familie føler, at nogen lægger til en sidste dages hellig familie, hvilket bliver en yderligere byrde. Vi ved at formålet med vort liv på jorden er, at vi skal prøves og vise os værdige til, at vi til sidst kan komme tilbage og bo i det celestiale ri- ge. Nogle mener, at én, der begår selvmord, gør dette umuligt og derfor overgiver sig til det telestiale rige.

Gør han nu også det? Hvad er sandheden med hen- syn til mennesker, der begår selvmord?

Hvad har profeterne sagt?

Profeterne har lært os nogle vigtige principper om selvmord, men det er muligt at mange af os har mis- forstået dem. Lad os gennemgå nogle af profeternes fundamentale lærdomme om dette.

For det første kom præsident George Q. Cannon fra Det første Præsidentskab med en klar udtalelse om,

hvor alvorligt det er at begå selvmord, da han sagde: „Mennesker har ikke skabt sig selv. De har ikke givet deres ånd en menneskebolig. Det var Gud der skabte mennesket, både legeme og ånd. Mennesker har derfor ingen ret til at ødelægge det, som de ikke har skabt. De, som gør dette har begået mord eller selv- mord - det er rigtigt, og de er ikke mere retfærdiggjor- te om de dræber sig selv eller andre. Hvilken forskel der er på straffen for disse to forbrydelser, det ved jeg ikke, men det er klart at ingen kan ødelægge en så kostbar gave som liv- et er, uden det indebærer en alvorlig straf" (Gospel Truth, 2 vol., Salt Lake City: Zion's Book Store, 1957, 1:30. Fremhævelse tilføjet).

Præsident Spencer W. Kimball sagde i 1976 noget, som er lige så stærkt. „Det er en forfærdelig forbrydel- se folk begår, når de forkorter deres liv ved at begå selvmord" (Teachings of Spencer W. Kimball, edited by Ed- ward L. Kimball, Salt Lake City: Bookcraft, 1982, s. 187).

Disse udtalelser synes ikke at levne noget håb. Men selv om de understreger alvoren i selvmord, så næv- nes der ikke noget om den endelige skæbne for dem der tager deres eget liv.

Afdøde ældste Bruce R. McConkie, tidligere medlem af De tolvs Kvorum, gav udtryk for noget som mange kirkeledere har belært om: „Det er selvmord når et men- neske bevidst og med vilje tager sit eget liv, specielt hvis den pågældende er ansvarlig og har sin forstand . . . Menne- sker, som er under stort pres, kan miste herredømmet over sig selv og blive sindsforvirrede, således at de ikke længere er ansvarlige for deres handlinger. Sådanne mennesker vil ikke blive dømt, fordi de tager deres eget liv. Vi må også huske på, at dommen hører Herren til. Han kender menne- skenes tanker, hensigter og evner, og han vil til rette tid i sin uendelige visdom sørge for, at alt går rigtigt til" (Mormon Doctrine, Salt Lake City: Bookcraft, 1966, s. 771. Nogle af fremhævelserne tilføjet).

Kun Herren har alle kendsgerningerne

For kort tid siden blev jeg bedt om at tale ved en be- gravelse over en kær ven, som havde begået selvmord. Da jeg kendte dette menneske og hans forhold så godt som jeg gjorde og undersøgte lærdommene om dette

17

emne, havde jeg i øjeblikket visse vanskeligheder med, hvad jeg skulle sige. Jeg fik først fred i sindet, da jeg indså, at kun Herren er i stand til at fælde en ret- færdig dom. Han alene har alle kendsgerningerne, og kun han kender min vens inderste hensigt. Jeg fandt trøst ved tanken om at Herren, når han dømmer men- nesker, tager hensyn om den pågældende har levet et helt liv i godhed og med at tjene andre. Måske Almas ord kan anvendes med hensyn til Herrens barmhjer- tighed:

„Guds retfærdighed gør genoprettelsesplanen nød- vendig; thi det er nødvendigt, at alle ting skal bringes tilbage til deres rette orden. Det er nødvendigt og ret- færdigt efter Kristi kraft og opstandelse, at menneskets sjæl skal genforenes med dets legeme, og at enhver del af legemet atter skal bringes til sit eget sted.

Og Guds retfærdighed kræver, at menneskene skal dømmes efter deres gerninger i dette liv om deres hjer- ters attrå har været gode, at de da også på den yderste dag skal genindsættes i det gode" (Alma 41:2-3).

Jeg tror ikke at dom over synder altid er så ligetil som nogle af os mener. Herren sagde: „Du må ikke slå ihjel!" (2 Mosebog 20:13). Betyder det at enhver der dræber vil blive fordømt, uanset forholdene? Jeg tror, at Herren kan se forskel på hensigten og omstændig- hederne: Var den, der tog sit liv, mentalt forvirret? Var han eller hun så deprimeret, at den pågældende kom ud af balance eller på anden vis blev sindsforvirret? Var selvmordet et tragisk og fortvivlet råb om hjælp, som forblev ubesvaret gennem længere tid, eller givet hastigere end ofret kunne følge med? Forstod han eller hun på en eller anden måde ikke alvoren i denne handling? Havde han eller hun forstyrrelser i sit kemi- ske balancesystem, som kunne føre til fortvivlelse eller at de pågældende mistede herredømmet over sig selv?

Vi kender selvfølgelig ikke alle omstændighederne ved ethvert selvmord. Kun Herren kender alle detal- jerne, og det er ham der skal dømme vore gerninger her på jorden.

Når han dømmer os, så tror jeg, at han vil tage alle ting i betragtning: vores genetiske og kemiske sam- mensætning, vores mentale tilstand, vore intellektuel- le evner, undervisningen som vi har modtaget, vore

18

fædres traditioner, vort helbred og så videre.

Fra skrifterne lærer vi, at Kristi blod soner for men- neskenes synder, „som er døde uden kundskab om Guds vilje angående (dem), eller som har syndet i uvidenhed" (Mosiah 3:11).

Således vil et menneske, der for eksempel aldrig har hørt om visdomsordet, og som bliver alkoholiker, blive dømt anderledes end den, der kender visdomsordet og forstår det, og derpå vælger en kurs, der fører til alko- holisme.

Præsident Kimball har i Tilgivelsens Mirakel givet ud- tryk for sin indsigt i de menneskers ansvar, som har begået selvmord. Han skrev: „En præst, som jeg havde kendt temmelig godt, blev af sin kone fundet hængt . . . Hans tanker havde taget hans liv. Han var blevet vranten og modfalden i løbet af nogle få år. Visselig var han ikke blevet selvmorder på et øjeblik, for han havde været et lykkeligt, venligt menneske, da jeg kendte ham. Det må have været en langvarig ned- gang, stadig hurtigere, som til at begynde med kunne kontrolleres af ham, men så sluppet ham af hænde, da han nærmede sig enden afløbet. Ingen der er ,ved sine fulde fem', vil tillade sig at komme til dette punkt, hvorfra der ingen vej er tilbage, især ikke, hvis man har forstå- else af evangeliet" (Tilgivelsens Mirakel, s. 99-100. Fremhævelse tilføjet).

„I henhold til gerningerne udført i legemet"

Vi er taknemmelige for denne oplysende læresæt- ning som Joseph Smith har givet:

„Medens den ene del af menneskeheden dømmer og fordømmer den anden uden nåde og barmhjertig- hed, så ser universets store Alfader på hele den men- neskelige familie med faderlig omhu og hensyntagen . . . Han holder dommens tømmer i sine hænder, ikke efter menneskenes trange og snævre meninger, men, i henhold til gerningerne udført i legemet, hvad enten de er gode eller onde', eller hvad enten disse gernin- ger blev udført i England, Amerika, Spanien, Tyrkiet eller Indien ... Vi behøver ikke at betvivle den store Jehovas visdom og intelligens; han vil dømme eller vi- se barmhjertighed mod alle nationer ifølge deres man-

ge fortjenester, deres muligheder for at opnå intelli- gens, lovene, hvorved de styres, hjælpemidlerne, der er givet til at få korrekte oplysninger, og hans uransa- gelige planer med henblik på den menneskelige fami- lie; og når Guds planer vil blive tilkendegivet, og frem- tidens forhæng trækkes til side, så må vi alle med ti- den indrømme, at hele jordens Dommer har gjort det rette" (Profeten Joseph Smiths Lærdomme, s. 262).

Jeg har draget en vigtig konklusion af profetens ord: Selvmord er en synd - en meget alvorlig synd, men Herren vil ikke dømme den, der begår denne synd nøjagtigt efter selve handlingen. Herren vil se på det pågældende menneskes omstændigheder, og hvor an- svarsbevidst han var i gerningsøjeblikket. Dette er na- turligvis ingen undskyldning for at vi kan synde, og Herren vil heller ikke undskylde os, hvis vi har forstå- et dette ret. Vi må hele tiden bestræbe os på at gøre vort bedste og følge Frelserens eksempel i alle afskyg- ninger af vort liv. Men lad os samtidig huske på, at ån- delig vækst sker „linie på linie", og at løsningen er at fortsætte fremad ad den rette vej - såvel i åndeverden- en som her på jorden.

Nogle personlige synspunkter

For nylig hørte jeg nogle oplevelser som familier til selvmordsofre har haft, og de kan give håb til andre, som på samme måde lider. Lad mig lige nævne at de åndelige oplevelser, som forskellige kirkemedlemmer har haft, ikke afgør kirkens lære. Men disse oplevelser er stadig forenelige med det, som jeg har talt om. Det første tilfælde handler om en ung pige, hvis far tog sit liv, da hun var fem år. Faderen var ikke medlem af kir- ken, og hans datter blev det først mange år senere.

Hun siger: „Under min opvækst fornemmede jeg at min far havde et inderligt ønske om, at jeg skulle gøre noget for ham. I min kirke havde jeg lært, at han var selvmorder, og som sådan var han dømt til helvede. Men det forekom mig, at selv om han havde gjort noget forkert ved at tage sit eget liv, så mente han dengang, at han gjorde sin familie en tjeneste (han var alkoholiker og kunne ikke slippe af med sin dårlige vane). Jeg begyndte at studere Bibelen, for at finde ud

af, hvad der ville ske ham. Efterhånden som tiden gik blev jeg på en eller anden måde klar over, hvordan han led under sit problem - og at han nu havde brug for, at jeg gjorde noget for ham. Jeg tænkte hele tiden: ,Men hvad kan jeg gøre for én, der allerede er død?' Og svaret lød: ,Hvis du vil blive ved med at søge, så vil du en dag vide det.'

Omsider blev jeg døbt ind i kirken. Første gang jeg hørte om dåb for de døde, blev jeg overvældet. Nu vidste jeg, hvad det var min far ønskede, at jeg skulle gøre! Jeg fik udført det nødvendige arbejde og sendt hans navn ind til Idaho Falls tempel, hvor jeg havde det privilegium at se en bror blive døbt som stedfor- træder for min far. Samme måned blev der udført ar- bejde for ham, så han fik sin begavelse. Jeg har en stærk fornemmelse af, at han har accepteret både ordi- nanserne, og at han er blevet rigt velsignet derved."

Den næste oplevelse har jeg fået fortalt af et kirke- medlem, hvis far tog sit liv efter længere tids sygdom. Omtalen af de seneste opdagelser inden for lægevi- denskaben er givet til oplysning.

Fremgang inden for lægevidenskaben

„Jeg glemmer aldrig den telefonopringning jeg fik den morgen i 1977, hvor politiet ringede for at fortælle, at min far havde begået selvmord. Min far var en sød og god mand, som aldrig med vilje ville såre nogen. Han havde altid betragtet sit legeme som et tempel. Alligevel var der sket noget med min fars legeme, så han var blevet meget alvorligt syg.

1 1980 oplevede jeg selv nogle forfærdelige, fysiske ændringer i mit eget legeme, og derved blev jeg klar over min fars sindstilstand i ugerne før hans død. Jeg blev undersøgt, og lægerne sagde at mit stofskifte var alt for højt. Jeg gennemgik lige så store lidelser i mit legeme, som min far havde gjort. Jeg tilbragte fire må- neder hvor jeg slet ikke sov. Jeg fik sovepiller, men de hjalp ikke. Hvis jeg faldt i søvn, så vågnede jeg et øje- blik efter, badet i sved. Der var også mange følelses- mæssige symptomer. Jeg var angst og havde svære de- pressioner. Jeg blev behandlet medicinsk i halvandet år før sygdommen var under kontrol. Jeg er taknem-

19

melig for, at der var en læge som kunne hjælpe mig.

Denne oplevelse hjalp mig til at bedre at forstå min fars død. Jeg brugte en masse tid på at undersøge, hvilke informationer man havde om for højt stofskifte før 1979, og opdagede at det var meget få. Stofskifte- sygdomme kan være arvelige, og efter mit tilfælde har vi opdaget af to af mine fætre på min fars side også li- der af det. Jeg har også fundet en artikel, skrevet af en læge, som undrer sig over, at der er så mange menne- sker på nervehospitaler på grund af kemiske forstyr- relse, som kunne være rettet.

Min far led måske af den samme sygdom. Efter alt hvad jeg har undersøgt vælger jeg at tro, at han gjor- de. Det har hjulpet mig til at komme over hans død. For når en mand, som passede så godt på sig selv, kunne blive syg så pludseligt og være så hurtig at til at begå en sådan fejl, får det mig til at tro, at han led af en uopdaget sygdom.

Min far troede på Herren af hele sit hjerte, og han havde et stærkt vidnesbyrd om evangeliet. Årsagen til hans død kunne måske ødelægge hans ankomst til ån- deverdenen, men ikke det smukke liv, som han havde levet i 50 år.

Jeg ved, at min himmelske Fader elsker mig og våger over mig, og det er ham, der giver mig den fred, jeg nu nyder."

Den sidste oplevelse vidner om den fred, som vor Fader i Himlem kan give de efterladte:

Jeg kunne ikke klare tabet

„Dengang min mor begik selvmord, havde hun mis- tet sin jordiske livsledsager, var meget syg og ville ikke tage imod gratis hjælp. Hun havde fortalt min tante, at hun kunne klare tabet af min far og de vanskeligheder hun havde med sit helbred, men hun kunne ikke klare begge dele på én gang. Det var to dage før hun døde. Jeg tror, at hun tænkte på selvmord ret hurtigt efter at min far var blevet dræbt ved en bilulykke. Jeg var så bekymret, at jeg talte med hendes læge om mulighe- den for dette, men der blev ikke gjort noget. Jeg tror, det er fordi vi i vort samfund ikke forstår, hvordan vi skal løse den slags problemer.

Jeg tror at Herren vil se individuelt på hvert enkelt tilfælde og dømme efter den enkeltes omstændighe- der. Jeg har oprigtigt søgt vejledning hos vor Fader i Himlem, for at få hans hjælp til at forstå, hvad selv- mord i grunden er. Og jeg har derved lært, såvel som alt andet jeg har lært af Gud, at disse mennesker får en særlig plads i vor Faders rige, og at det ikke er et dy- stert eller fortvivlet sted, men et sted hvor de kan blive trøstet og blive ophøjet i sindet."

Vi kan naturligvis ikke bedømme disse åndelige op- levelser. Vi ved ikke bestemt, hvilke muligheder disse mennesker har for at udvikle sig i retfærdighed, indtil de eventuelt kan modtage ophøjelsens velsignelser. De har begået en meget alvorlig synd, og det får måske endnu nogle konsekvenser for dem i evigheden. Kun vor Fader i Himlen kender hele svaret på de spørgs- mål, som vi har i hjertet, angående dem der har taget deres eget liv.

Men det er klart, at der er håb. Præsident Joseph F. Smith underviste om dette vigtige princip ved afslut- ningen af et langt livs tjeneste i kirken. Han så i et syn arbejdet for de dødes frelse, og han skrev:

„Jeg så, at denne uddelings trofaste ældster fortsæt- ter med at forkynde omvendelsens og forløsningens evangelium ved Guds Enbårne Søns offer, når de for- lader det jordiske liv, og de prædiker blandt dem, der er i mørke og under syndens åg i de dødes store verden.

De døde, der omvender sig, vil blive forløst ved lydig- hed mod Guds hus' forordninger,

og efter at de har lidt straffen for deres overtrædelser og er vasket rene, vil de modtage en belønning i overens- stemmelse med deres gerninger, for de er arvinger til frelse" (L&P 138:57-59. Fremhævelse tilføjet).

Jeg er taknemmelig for den storslåede frelsesplan, som vor Fader i Himlen har sørget for til os. Det er en helt retfærdig plan, som rummer stor kærlighed.

Når jeg tænker på de bekymringer og lidelser, som plager de efterladte af dem, der har taget deres eget liv, så finder jeg stor trøst og tro i Herrens løfte og vel- signelse til os, som står tilbage på jorden: „Fred efter- lader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte forfærdes ikke og være ikke modløst!" (Johannes 14:27). □

20

i

Jm§ mm

SØSTER

HOOPER

Sherrill Allen

Mit første indtryk af Edith Hooper var et rynket ansigt indrammet af hvidt hår. Hendes store øjne så ud som om der var trukket et gardin ned foran dem, for at folk ikke skulle kunne se hvad der lå dybere i hende.

Søster Hooper var en ældre enke, og for nylig omvendt til kirken. Mit besøg hos hende var mit første som besøgslærerinde. Jeg var blevet bedt om at gå ud sammen med en besøgslærerinde hvis sædvanlige partner var syg.

Da vi var kommet indenfor i søster Hoopers hjem, lagde vi mærke til nogle glasskabe med en stor samling muslingeskaller. Søster Hooper blev meget venligere, da vi spurgte hende ud om dem. Men hun holdt en vis afstand, og hendes fjernsyn var tændt under hele vort besøg. Det var også tydeligt at hun stadig kæmpede med en rygevane.

Jeg syntes at hun drog et lettelsens suk, da vi rejste os for at gå, og da vi gik spekulerede jeg på, hvad gavn, hvis overhovedet nogen, vort

Jeg spekulerede på hvor tit i livet denne kvinde mon havde hørt nogen sige: „Jeg elsker dig!"

^r^^bfk'

S f

besøg havde gjort. Jeg kunne ikke på nogen måde vi- de hvor dybt denne kvinde ville komme til at påvirke mit liv.

Der skulle gå otte år før vi så hinanden igen. Jeg havde glemt alt om Edith Hooper indtil jeg blev hen- des besøgslærerinde. Vort første besøg hos hende be- kræftede at hun endnu ikke var sluppet af med sin ry- gevane. Vi opdagede hurtigt at hun ikke længere kørte bil og heller ikke kom meget ud. Der kom kun få og besøgte hende, skønt hun ofte talte om to naboer, som ind imellem så til hende. Hendes vigtigste selskab var hendes hund, Cindy.

I løbet af de næste par måneder talte min kammerat, Virginia Lavender, og jeg om hvordan vi bedst kunne hjælpe hende. Vi besluttede os til at invitere søster Hooper ud til frokost - og eftersom det var lige før jul, ville vi også give hende en lille gave.

Da vi efter frokosten gik tilbage til bilen, spurgte Edith: „Hvorfor gjorde I det for mig? Det er der aldrig før nogen der har gjort!" Jeg fik en klump i halsen, så spørgsmålet forblev ubesvaret. Denne frokost blev begyndelsen til mange flere.

Under vore månedlige besøg opdagede vi at Edith var godt informeret om verdens og samfundets nyhe- der. Hun havde sin favorit blandt baseballholdene. Det hun ikke så i tv, det læste hun om. Ind imellem talte hun langsomt og svarede usikkert. Efter sådanne besøg kom vi ofte tilbage for at se hvordan hun havde det.

En af hendes interesser var genealogi. Søster Hoo- per havde samlet en masse oplysninger, som hun manglede hjælp til at organisere, så jeg tilbød at hjæl- pe hende med at renskrive dem på maskine. Vi blev enige om at vi begge kunne have gavn af at gå til søn- dagsskolens genealogiske klasse. Jeg ringede til Edith lørdag aften, for at minde hende om det, og igen den næste morgen.

22

Vi lærte virkelig hinanden rigtig godt at kende, disse søndage vi tilbragte sammen. Jeg opdagede at Ediths mor var død da Edith var to år, og at Edith var vokset op i et nonnekloster de næste 11 år. Ediths far havde giftet sig igen, og da Edith var 13 år tog han hende ud af skolen, for at hun kunne bo hjemme og gøre arbej- det i huset. Hun fik ikke megen mulighed for at være sammen med sin far, for hendes stedmor sendte hende ud af værelset, når hun havde udført sit ar- bejde.

Edith kom i high school, hvor hun mødte Gilbert, som hun blev gift med. Gilbert var ansat i flåden og når det var muligt, rejste Edith med ham. Det var i Guam og på Filippinerne at Edith havde dykket efter sine elskede muslingeskaller. Hun havde ført katalog over sin samling, og skrevet om deres oprindelse, arten og hvor og hvor dybt hun havde fundet dem. Hun dykkede ofte hele dagen.

Hun elskede sin mands familie, som om det var den familie hun aldrig selv havde haft, og hun var så glad da vi i vort genealogiske arbejde var nået så langt, at vi kunne få gjort dåb og få udført tempelarbejde for hendes far, hendes mand (som var død flere år før) og adskillige medlemmer af hendes mands familie. Men hun var skuffet over at det aldrig lykkedes hende at få oplysninger nok til at hun kunne få udført arbejdet for sin mor.

En dag blev jeg ringet op af hendes nabo, som sagde at Edith var faldet og ikke kunne rejse sig op. Naboer- ne bragte hende til skadestuen på det nærmeste hospi- tal og derfra til et plejehjem, hvor Edith skulle tilbrin- ge de næste mange måneder. Jeg tog hen og besøgte hende og medbragte forskellige ting, som hun mang- lede, og jeg bemærkede at hun fik det meget bedre under den stadige omsorg og pleje.

Mens hun var væk tog forskellige søstre fra vores ward hjem og gjorde hovedrent i hendes hus og mal-

Ofte var Edith ikke i stand til at udtrykke sig klart, men til andre tider så hun på mig med et kærligt blik.

ede køkkenet, som en overraskelse til hende. Da hun kom hjem skiftedes søstrene til at se til hende hver dag, og gav mig besked når der var problemer.

Jeg opdagede, at når hun havde haft vanskeligt ved at tale, så var det fordi hun ikke havde spist ordentligt og var blevet svækket. Vi talte om hendes kost og sørgede for at hun fik varieret kost bragt hjem til sig gennem det offentlige. Vi talte også om hendes rygeproblem. Hun vidste hvad der var bedst for hen- de, men hun vidste også at jeg holdt af hende, hvad enten hun røg eller ej .

Efterhånden som Ediths helbred forværredes og hun blev mere og mere hjælpeløs, græd hun ofte af skuffel- se og forlegenhed. Så lagde jeg min arm om hendes spinkle skuldre og forsikrede hende om min kærlig- hed og interesse.

Lidt efter lidt begyndte denne kvinde, som aldrig hverken havde modtaget eller givet kærlighed, undta- gen måske til sin mand, at reagere på mine knus og mit venskab.

En dag ringede Ediths nabo igen: Edith svarede ikke når der blev banket på hendes dør. Jeg tog hen til hen- de, og da jeg så hvor syg hun var, tilkaldte jeg min egen læge. Han kom med det samme og sagde at hun havde lungebetændelse, hvorpå vi bragte hende på hospitalet. Jeg besøgte Edith hver dag mens hun lå der.

Edith gik med til at vi lejede hendes hus ud, som en hjælp til at betale udgifterne. Jeg var begyndt at udskrive check, som hun bare skulle underskrive, så jeg kunne betale hendes regninger, og jeg fik til sidst fuldmagt til at tage mig af hendes sager.

Edith havde besluttet sig til at skænke sine dyrebare muslingeskaller til Chico State University, og de hav- de aftalt at hun skulle vælge et par stykker, som hun ville beholde selv. To repræsentanter fra universitetet, min mand og jeg tilbragte timer med forsigtigt at pak-

ke muslingeskaller, så ingen af dem gik i stykker.

„Hvor mange penge har jeg på min bankkonto? Hvor er mine muslingeskaller?" spurgte Edith mig en dag, da jeg besøgte hende på hospitalet. Da jeg havde svaret hende, sagde hun taknemmeligt: „Jeg vidste at du ville tage dig af det."

Det skete ofte at Edith ikke kunne udtrykke sig klart, når jeg besøgte hende. Men andre gange så hun på mig med et kærligt blik og sagde at jeg gjorde alt for meget for hende. „Måske kan jeg være den datter for dig, som du aldrig fik, " svarede jeg.

En lørdag, da lungebetændelsen var blevet værre og Edith var alvorligt syg, kunne hun ikke svare mig. Den næste dag besøgte min mand hende og han sagde at hun havde genkendt ham og han foreslog mig at tage derind dagen efter.

Da jeg kom, tog jeg Edith i mine arme, som jeg hav- de gjort det så mange gange før, og spurgte om hun vidste hvem jeg var. Hun nikkede. Jeg sagde at hun var tapper og at jeg var stolt af hende. „Du ved at jeg elsker dig, gør du ikke?" tilføjede jeg. Hun nikkede igen.

Det var vort sidste møde i livet. Edith døde den næste morgen.

Jeg ordnede begravelsen, som vi var blevet enige om. Mens jeg sad der under begravelsen, lagde jeg mærke til at der ikke var nogen familiemedlemmer til stede. Jeg spekulerede på hvor tit i sit liv denne søde kvinde mon havde hørt nogen sige: „Jeg elsker dig!"

„Det er umuligt," ville jeg have sagt, hvis nogen for otte år siden havde fortalt mig at jeg ville lære at elske denne tilbagetrukne, stædige kvinde. Men hun har påvirket mit liv på en måde som jeg ikke kan give udtryk for.

Jeg lovede Edith at jeg ville gøre hendes tempelar- bejde for hende, og det gjorde jeg. Det blev afslutnin- gen på det kapitel. □

23

SÅDAN UNDERVISER

MAN

BØRN OM

VENNER

OG VENSKAB

24

Fotograferet af Royce Bair

ISBN 0107-2145

GODHED, SOM D

Pat Graham

Fællestid

^v

Er Herren Gud, så hold eder til ham (1 Kongebog 18:21).

eå Jesu tid, blev handicappede og syge menne- sker ofte behandlet uvenligt. De fleste sunde nnesker var bange for mennesker med fysiske problemer og tvang dem til at leve adskilt fra familie og venner. Men Jesus sagde, at vi skal elske hinanden og behandle andre, som vi selv ville ønske at blive behandlet, dersom vi havde lignende problemer. Hvis vi har et dårligt ben eller bare dårlig mave, så ville vi sætte pris på, at der var nogen som viste os kærlighed og hjalp os, når vi havde særlig brug for det.

Læger i vore dage kan hjælpe mange tilskadekomne og syge med at få repareret deres legeme. Brækkede arme og ben kan vokse sig stærke igen og nærsynede kan få briller, som de kan se igennem. Men somme

EN JESUS HAVDE

tider er der dele af legemet som ikke kan komme til at fungere rigtigt. Nogle øjne kan ikke se, nogle ører kan ikke høre og nogle hjerner arbejder ikke som de skulle. Mennesker med handicap har brug for kærlighed og forståelse. Jesus var meget god og venlig mod menne- sker, der ikke havde det godt. Han helbredte spedalske og invalide og blinde (Lukas 7:21-22). Vi kan, ligesom Jesus, hjælpe andre med at føle sig bedre tilpas, ved at behandle dem venligt og hjælpe dem til at lære og udvikle sig, trods deres problemer. Vi kan vise dem kærlighed, således som Jesus gjorde det. □

Instruktioner:

1 . Farvelæg dukkerne og klip dem og udstyret til dukkerne ud.

2. Klæd dukkerne ud som syge og handicappede, og tænk så på hvilke problemer du ville have, dersom du havde dette handicap, og hvordan folk kunne hjælpe dig. Husk så at give handicappede denne hjælp, når du er sammen med dem.

(Denne historie findes i Mosiah 11-19)

Abinadi blev sendt til kong Noa for at advare hans folk om at de ville blive deres fjenders slaver, hvis de blev ved med at være så onde og ugudelige. Da Abinadi havde overbragt det bud- skab, han var kommet for at give, blev folk vrede og forsøgte at dræbe ham. Da kong Noa hørte Abinadi forkynde sit budskab blev han rasende. Han gav ordre til at Abinadi skulle arresteres og dræbes. Men Herren hjalp Abinadi til at flygte.

Der gik to år uden at hverken kong Noa eller hans folk omvendte sig. Herren sendte endnu en gang sin profet til folket. Men denne gang lød Abinadis bud- skab anderledes. Herren befalede Abinadi at fortælle kong Noas folk at de ville blive deres fjenders slaver, og komme til at lide forfærdeligt på grund af deres ugudelighed, og hvis de stadig ikke ville omvende sig, ville de blive tilintetgjort. Folk troede ikke på Abinadis budskab, i stedet blev de vrede. De greb fat i Abinadi, bandt ham og slæbte ham for kongen. Abinadi havde profeteret at kong Noas liv ville blive som et klædebon i en brændende ovn, og han ville være som et tørt strå på marken, der bliver trådt ned af mennesker og dyr. Denne profeti gjorde kong Noa endnu mere vred. Han var hård i hjertet, og nægtede at forstå. Han kunne ik- ke tro på, at sådanne ting skulle ske for en magtfuld konge som ham.

Kong Noa og hans præster spurgte Abinadi ud, og prøvede at finde noget de kunne anklage ham for, så han kunne blive dømt til døden. Abinadi besvarede de- res spørgsmål med lærdomme fra skrifterne. Men kong Noa ville stadig ikke omvende sig, og befalede: „Bort med dette menneske og slå ham ihjel, for han er skør."

Kong Noas mænd trådte frem for at lægge hånd på Abinadi, men Abinadi advarede: „Rør mig ikke, thi Gud skal slå jer, dersom I lægger hånd på mig; thi jeg har ikke afleveret det budskab, som Herren sendte mig at bringe. Derfor vil Gud ikke tilstede, at jeg bliver

ABINA

OG KONG N(

dræbt nu." Mændene blev bange og trådte tilbage. De turde ikke røre Abinadi, fordi Herrens ånd var over ham, og hans ansigt strålede med stærk glans. Abinadi blev ved med at tale med stor kraft, og myndighed fra Gud. Han sagde til kong Noa, at han var nødt til at overbringe det budskab Gud havde sendt ham for at aflevere. Abinadi var ikke bekymret for hvad der kunne ske ham. Han havde kun tanke for at adlyde Herren.

Abinadi mindede de ugudelige præster om vor him- melske Faders bud og befalinger. Han lærte dem om Jesus og forsoningen. Han lærte dem om opstandelsen og den endelige dom. Da Abinadi var færdig med at bære sit vidnesbyrd, var kong Noa stadig vred og gav præsterne ordre til at dræbe ham.

Men Abinadis ord var ikke spildt. En af kong Noas præster, som hed Alma, troede alt hvad Abinadi havde

za^aui

r::-:::;0:i:;:' ;-5 ■ :

DA

sagt. Han tiggede kongen om at slippe Abinadi \øs, men kong Noa blev rasende ved tanken om at én af hans præster troede Abinadi. Han smed Alma ud, og bad sine tjenere følge efter ham, og dræbe ham. Men Alma skjulte sig for dem og nedskrev alt hvad Abinadi havde sagt.

Abinadi blev kastet i fængsel. Tre dage senere blev han bragt frem for kong Noa igen. Noa sagde til Abi- nadi at han ville blive slået ihjel, fordi han havde sagt at Gud ville komme ned blandt menneskenes børn. Kongen sagde at han ville blive dræbt hvis han ikke benægtede disse ord.

Abinadi svarede modigt: „Jeg vil ikke tilbagekalde de ord, som jeg har talt til jer, for de er sande. Og de skal stå som et vidnesbyrd mod jer på den yderste dag."

Disse ord gjorde kong Noa bange. Han var lige ved

""MUlt— »lin

.. ---:--::-:- ;

at løslade Abinadi, men præsterne ophidsede ham at- ter til vrede. Kong Noa befalede at Abinadi skulle lide døden ved ild.

Selv om flammerne slog op omkring Abinadi fortsat- te han med at profetere: „I skal blive slået på alle sider, og I skal fordrives og spredes her og der. Og på den dag skal I jages, og I skal gribes af jeres fjender, og da skal I lide, som jeg lider, dødssmerter ved ild." Så bad han: „O Gud, modtag min sjæl." Abinadi døde, men han beseglede sandheden af sine ord ved at dø.

Kort efter Abinadis død blev nogle af kong Noas folk utilfredse med kongen. En mand, der hed Gideon, svor at han ville dræbe kong Noa. Han jagede kongen op i et højt tårn, og skulle til at dræbe ham, da kong Noa fik øje på en lamanitisk hær der nærmede sig deres by.

Så råbte kongen: „Gideon, skån mig, thi lamaniterne kommer over os, og de vil udrydde os."

Gideon fik øje på faren og dræbte ikke kong Noa. Men da kong Noa frygtede mere for sit eget liv end for de andre, forsvarede han ikke sit land mod lamaniter- ne. Han sagde i stedet til dem allesammen, at de skulle løbe ud i ørkenen. Lamaniterne var ikke længe om at fange folk og gå i gang med at dræbe dem.

Den selviske kong Noa befalede sine mænd at glem- me deres koner og børn og løbe for livet. Mange næg- tede, og blev hos deres familier. De overtalte lamani- terne til at tage dem som slaver, i stedet for at slå dem ihjel. Det gik lamaniterne med til, og således opfyldte de en del af Abinadis profetier.

De fleste af de mænd der var løbet for livet, fortrød snart deres kujonagtige opførsel. De besluttede sig til at vende tilbage, og tage følgerne sammen med deres familier. Kong Noa og hans mænd havde dog ikke dår- lig samvittighed, og befalede mændene at blive. Mæn- dene blev vrede. De indså nu hvor meget ondt kong Noa havde været årsag til, og de lod ham brænde på et bål, som profeten Abinadi havde forudsagt. □

6

Claudia Remington

Da Jesse slog øjnene op, lå hun helt stille et øjeblik i det fremmede værelse. Hun lukkede øjnene igen og så for sig den dejlige ørkenby, hvor hun havde boet. Det jeg vil savne aller- mest er vores swimmingpool, tænkte hun. Denne her by ligger ved foden af et bjerg og den virker helt anderledes, men der må da være et friluftbad et eller andet sted.

Og i dag ville hun lede efter det. Hendes mor havde lovet at de nok skulle finde et. Jesse slog dynen til side. Hun anbragte hæn- derne under sine knæ og svingede sine lamme ben ud over sengekan- ten og satte sig op. Så trak hun kø- restolen helt hen til sengen og hævede sig op i den, hvorpå hun manøvrerede sig ud i badeværelset.

Ved morgenbordet ude i det store køkken, hvor solen skin- nede ind, spurgte

JESSE

OG DIANA

•*«

"MBtfe, v

hun sin mor om hun måtte komme	de sig omkring efter Diana. Til	råbte tak for i dag.
ud og svømme.	sidst fik hun øje på hende. Hun lå	„Jeg tror ikke at jeg kommer til
„Du er endnu ikke begyndt	og pjaskede rundt på det lave	at se meget til hende," sagde Jesse
på dine regnestykker," mindede	vand. „Kom herud!" råbte Jesse.	til sin mor. „Det ser ikke ud som
hendes mor hende om.	Diana begyndte at svømme.	om vi har meget til fælles."
„Jeg hader regning, og du	Hun havde slet ikke styr på arme	„Det hjælper når man har noget
sagde at vi skulle ud og svømme	og ben mens hun pjaskede afsted.	til fælles, men det er ikke absolut
i dag."	Da hun var kommet ud midt i bas-	nødvendigt for et venskab," sagde
„Det skal vi også, men synes du	sinet sprællede hun endnu mere	hendes mor. Næste formiddag sad
ikke at det er bedre at regne sine	og Jesse kunne se at Diana ikke	Jesse atter ude på verandaen med
stykker herhjemme end at gå i	rigtigt kom nogen steder. Hendes	sin regnebog. Hun åbnede bogen
skole om sommeren?"	urolige bevægelser blev mere pa-	og sad et øjeblik og stirrede ned i
Jesse sukkede. „Joh. Jeg ville	nikslagne. Jesse svømmede hurtigt	bogen. Findes der noget kedelige-
ønske at jeg havde været noget	hen til Diana, fik fat i hendes ene	re end regning?
flittigere sidste år, så jeg ikke be-	hånd og trak hende hen til kan-	Hun så Diana komme ud af hov-
høvede at regne nu. Nå - men jeg	ten. Diana spruttede og hostede	eddøren. Diana vinkede til Jesse,
vil se at få det overstået." Hun kør-	og gned sig i ansigtet med begge	tøvede et øjeblik, og gik så over
te ud på den store, dejlige terrasse	hænder.	gaden. Jesse smilede og vinkede
og lagde sine bøger på bordet.	„Hvorfor fortalte du ikke at du	til Diana at hun skulle komme og
En pige på Jesses alder kom ud	ikke svømmer ret godt?"	sætte sig ned.
fra et hvidt hus lige overfor, på	„Skulle jeg havde råbt til dig	„Hvad laver du?" spurgte Diana
den anden side ad gaden. Hun	igennem hele svømmehallen: Jeg	og så på hendes bøger.
hoppede lystigt nedad trapperne	er rædsom til at svømme'"? spurg-	„Jeg klarede mig så dårligt i reg-
foran huset og vinkede hastigt til	te hun og hostede igen.	ning sidste skoleår, så jeg måtte
Jesse. Jesse vinkede igen og så	„Lad os gå op et øjeblik," fore-	have et hjemmekursus. Jeg sender
pigen forsvinde rundt om hjørnet	slog Jesse. Diana kravlede op og	opgaverne ind."
på sin cykel.	satte sig stille ved siden af Jesse	„Hvorfor klarede du dig dår-
1 samme øjeblik kom Jesses mor	på kanten af bassinet.	ligt?"
ud på terrassen. „Hvad med at in-	„Jeg bryder mig ikke særlig	„Jeg tror det var fordi jeg bedre
vitere pigen der med ud at svøm-	meget om at gå i vandet," sagde	kunne lide at svømme og køre
me i eftermiddag?" spurgte hun.	Diana, idet hun brød tavsheden.	om kap. Læreren har givet mig en
Pigen hed Diana. Hun og Jesse	„Nå - men jeg prøver at holde	masse hjemmearbejde og jeg
havde ikke så meget at tale om på	min kondition," sagde Jesse.	mangler at gøre det meste af det.
vejen hen til friluftbadet.	„Hvad er kondition for noget?"	Jeg synes at regning er ret svært -
| Når Jesse var i vandet, var hun	„Jeg vil gerne med på skolens	og kedeligt."
som alle andre. Hvis nogen	svømmehold. Jeg er også med til	„Jeg skal nok hjælpe dig. Jeg
kiggede, så var det af beun-	kørstol-løb og meget andet."	elsker regning."
dring. Nede i vandet var	„Du er god til sport, er du ikke?"	Jesse smilede til hende. „Vil
hendes ubrugelige ben	„Jeg har stor respekt for mit	du?" spurgte hun. „Det er mæg-
ikke noget problem for	legeme, sådan som jeg har det,"	tigt!"
hende, når hendes	sagde Jesse roligt. „Hvad kan du	„Ja, Jesse, vi skal jo også have
stærke arme tog	bedst lide at gøre, for at få moti-	noget hjernegymnastik, forstår
svømmetag og før-	on? Jeg har set at du kører på	du," sagde Diana med et smil.
te hende fra den	cykel . . ."	Jesse så et øjeblik på Diana
ene ende af bas-	Diana svarede: „Jeg kører på	og så lo hun. „Jeg tror at du kan
sinet til den an-	cykel, når jeg skal nogen steder	hjælpe mig med regnestykkerne
den. Efter nogle	hen, for det er lettere end at gå.	og så kan jeg hjælpe dig med
svømmetag	Jeg vil hellere læse. Jeg tror nok	at svømme."
standsede Jesse	at jeg er en læsehest."	„Det ser ud til at blive en god
lit på det dybe	De kørte hjem i tavshed. Diana	sommer," svarede Diana med et
HK vand og kigge-	steg hurtigt ud af bilen, mens hun	smil. □

lustreret af Scott Snow

BARE FOR SJOV

Fra prik ll1 pnK

8

Det er ikke altid nemt for unge mennesker og de- res forældre at blive eni- ge om hvordan man bedømmer venner. Uenigheden opstår ofte om de uønskværdige vaner eller manerer, som venner har, og de- res eventuelle skadelige indflydel- se. Men det kan forene de unge og deres forældre, at løse denne opgave på et kritisk tidspunkt i deres liv. En familie gjorde det således:

„Vi besluttede os til, at dersom et af vore børn havde en ven, hvis opførsel, holdninger, påklædning eller vaner bekymrede os, så var det et familieanliggende. Venner har betydning, fordi de kan påvir- ke vore børn.

Men vi blev enige om at påvirk- ningen kan gå begge veje, og vor families indflydelse på dem kunne være lige så stor som vennernes kunne være på vores børn. Så fremfor at sige at Nathan ikke måtte være så meget sammen med den dreng, der talte et grimt sprog, eller at Elizabeth ikke måtte tilbringe sin tid sammen med sin veninde, der gik ud med drenge tidligere end vore børn fik lov til, så inviterede vi dem til sammen- komster hos os, men på betingel- ser som vi kunne godkende.

Vi opfordrede vore børn til ofte at invitere sådanne venner med til at gøre noget samme med vores familie. Vi passede på, at de ikke følte sig dårlig tilpas, eller ikke at gøre dem forlegne. Og vi forsøgte heller ikke at prøve dem. Vi men-

te bare, at dersom de følte sig vel- komne, så kunne de måske lide måden som vi gjorde tingene på. Og gjorde de det, så ville de vælge at gøre lige sådan, eller i det mindste respektere vores måde at gøre dem på. Og vi lærte til gen- gæld at påskønne dem.

Vore forsøg på at styrke sådan- ne venskaber har aldrig været for- gæves. Enhver af vore børns unge venner, som på den måde er ble- vet budt velkommen eller adopte- ret' som vore børn udtrykker det, har vist sig at være værdigt sel- skab for vore børn, og de fleste af dem er blevet nære og værdifulde venner. Hvis denne metode lyder idealistisk, så er det måske fordi det er en af de , skjulte skatte' som er lovet dem der forsøger at holde budene."

Begynd mens børnene er små

De bedste resultater og det idel- le opnås, når far og mor kender deres børn venner og ved hvad de beskæftiger sig med. Forældre må huske på at selvom det, deres børn beskæftiger sig med, virker ubetydeligt og som ren og skær underholdning, så er det en alvor- lig beskæftigelse - selv om børne- ne leger, ler og virker fjollede.

Der vil selvfølgelig også være tidspunkter hvor de græder og er skuffede, mens de lærer at „give og modtage" i et venskab. Så må forældrene vise dem rolig forståel- se. Det er ikke ualmindeligt at legekammerater bliver uenige, og

det må ikke få forældrene til at drage forhastede slutninger om børns evner til at omgås andre. Alle børn bliver uenige, og de skændes ovenikøbet. (Forældrene vil faktisk gøre vel i at lære fra de- res børn om tilgivelse). Små børn er ofte hurtige til at tilgive hinan- den og fortsætte legen, selv efter at de har været rigtig vrede på hinanden.

Nogle gange må vi samle al vor fornuft, for at hjælpe børnene til at se tingene fra den andens syns- vinkel. Jo mere børn lærer om at løse deres uenigheder uden at slås, jo mere vil de desuden lære om hvordan man omgås andre på rette vis og ser tingene fra andres menneskers synspunkt. Ligesom at lære et fremmed sprog - er børn nødt til at lære følsomhed overfor andre - det vil sige, at fornemme at andre mennesker har behov som ligner deres egne. Forældrenes eksempel er vigtigt med hensyn til dette.

Når et barn lærer at påskønne andres behov finder de nye glæ- der - de lærer at gøre andre men- nesker glade. Det er noget centralt ved venskaber. Men det er med det, som med så mange andre dy- der, man kan overdrive ønsket om at behage andre. Det kan tage år at finde balancen mellem at beha- ge andre og gøre hvad der er rig- tigt. Det kræver øvelse, som må påbegyndes mens børnene er helt små. Børn er nødt til at udvikle en sund fornemmelse af deres egen værdi, på en måde så de respekte-

25

rer andre, uden at vurdere deres egne meninger for højt eller be- tragte deres venner som mindre betydningsfulde end dem selv.

Efterhånden som børnene vok- ser op, begynder de mere bevidst at vælge hvem de vil lege med og hvem de ikke vil lege med. Som- me tider træffer de deres valg ud fra en sund forståelse, men andre gange gør de det ved overfladiske betragtninger.

Vi lever i et samfund der lægger vægt på det ydre. Meget af det, vi finder tiltalende, er blevet frem- stillet for os på en sådan måde at det syner bedst muligt. Derfor har vi en tendens til at fremstille os selv på lignende måde for at blive bedømt af hinanden. Går han i tøj af det rette mærke? Hører de til blandt de populære? Udfra denne synsvinkel er børn ikke i stand til at værdsætte andre efter det de er, men derimod kun som det de ser ud til at være. Det er en forkert måde at se verden på.

Venskab i hjemmet

De første venskaber, børn udvi- kler, stiftes inden for deres egen familie. Det er derfor vigtigt at vo- re børn er venner med hinanden og med os, så de ikke desperat søger at blive accepteret uden for familien. Venskab forener famili- en, lige såvel som det kan være en hjælp til at styrke familiemedlem- mernes forhold til hinanden. På den måde kan vi lære børn hvor- dan en god ven er og hvad gode

venskaber indebærer - såvel som hvad venskaber ikke indebærer. Hvis vi bliver venner med vore børn, ved at skabe gensidig tillid, respekt og kærlighed, så vil vort hjem under børnenes opvækst også virke åbent og tiltrækkende for deres venner. Deres venner vil betragte vort hjem som et dejligt sted at komme, og de vil respekte- re, om ikke tilegne sig de standar- der, der gør vort hjem til det som det er.

Forstå de unge og deres venner

Børnene tilbringer mere og mere tid sammen med deres venner ef- terhånden som de vokser op. Det er som det skal være. Som følge deraf må vi ikke bekymre os så meget om hvor megen tid de til- bringer sammen med vennerne, som hvad de gør og med hvem.

Det de gør er at forberede sig til at gøre som voksne, og det adskil- ler dem lidt efter lidt fra os. Men somme tider går det for hurtigt på grund af spændinger i hjemmet, som får børnene til at søge deres selskab andre steder. Hvad enten atmosfæren i hjemmet er for streng eller for eftergivende kan det skabe udækkede behov. Hvis forældre er for strenge, vil børne- ne måske søge venner, som giver dem lov til at træffe beslutninger uden at gribe ind. Hvis forældre- ne på den anden side er for efter- givende, vil børnene måske søge støtte hos vennerne. Et barn, der får lov til at gøre hvad det har lyst

til, vil måske søge omgang med nogen, som kan give dem en me- ning med livet, selvom det også bliver i en forkert retning.

Sådanne yderpunkter kan bety- de at forældre påvirker deres børns valg af venner og omstæn- digheder. Opdragelsen af unge er som at holde en fugl i hånden. Hvis man holder for stramt vil man knuse den, og hvis man hol- der for løst vil den flyve væk.

Vejled de unge til at søge passende venskaber

Forældre kan opnå den rette ba- lance mellem herredømme og fri- hed, når de vejleder deres unge efter nogle grundlæggende evan- geliske principper. Det første er at være konsekvent - at være retfær- dige når regler fastsættes og ud- øve disciplin når disse regler over- trædes. Unge har brug for konse- kvens i deres liv. Børn, der opdra- ges med konsekvens, vil udvikle en sikker fornemmelse. Inkonse- kvens giver frustrationer og kan motivere børn til at tilbringe det meste af deres tid sammen med venner de kan stole på.

Det samme gælder for uforbe- holden kærlighed. Hvis der hele tiden er et spændt forhold eller kommunikationen i hjemmet er dårlig, så vil børnene næsten altid søge et tilhørsforhold og forståelse andre steder. Ingen af forældre- nes bekymringer om deres børns valg af kammerater vil hjælpe dem særlig meget, før de kan til-

ud-

byde en kærlig atmosfære, hvor børnene accepteres uden kritik. Når først vi kan tale med dem, uden at rette beskyldninger mod dem og ind imellem blive vrede, så kan vi gøre meget til at udvikle deres forståelse for hvad venskab er og til at værdsætte venner, som får det bedste frem i dem.

Vi kan skabe de rette mulig- heder for en samtale om valg af de rette venner, ved sammen at læse nogle af de dejlige historier om venskab, for eksempel be- retningen om David og Jonatan (se 1 Sam. 18-20). Der er også en beretning om venskab i Mormons Bog, i historien om Alma og Mo- siahs sønner (se Mosiah 27:8-10). Disse historier kan sammenlignes med hinanden og vor tids forhold på en sådan måde, at de unge vil se hvor vigtigt det er at vælge go- de venner, som efterlever evange- liets standarder.

Ældste Marion D. Hanks har talt om hvor meget venskaber betyder:

„Et af de vigtigste valg, enhver af os foretager i dette liv, er vort valg af de kammerater vi skal dele vor tid med . . . Kammerater kan gøre det mest vidunderlige for os. Hvis de er lykkelige, gavmilde, betænksomme, ærlige mennesker, vil vi sandsynligvis blive det sam- me når vi er sammen med dem . . . hvis de har for vane at tale et rent og uplettet sprog vil vi sand- synligvis gøre det samme.

Hvis vore venner har for vane at have ædle og venlige tanker, vil

de efter al sandsynlighed også hjælpe os til at dreje vore tanker i den samme retning. Hvis de har gode og sunde vaner, vil de påvir- ke os til også at have sådanne va- ner. Hvis de gør ting der er sunde og opbyggende, vil vi temmelige sikkert følge dem" (Church News, 30. januar 1960, s. 3).

Vore børns valg af venner er ofte påvirket af hvilken slags venner vi vælger. Børnene vil lægge mærke til os, når vi har venner på besøg, og se hvilke mennesker vi vælger at tilbringe vor tid sammen med. Respekterer vore venner vore børn og behandler de dem ven- ligt? Har vore venner de samme værdinormer som vi selv har?

En far i et ward blev bedt om at forklare, hvorfor han var så vellidt blandt wardets unge, og hvorfor så mange af de unge mennesker elskede at besøge hans hjem. Manden vidste ikke hvad han skulle svare, men hans kone sva- rede for ham. Hun sagde: „Han spørger altid hvad børnenes ven- ner hedder, og han husker deres navne. Når han ser dem igen, kal- der han dem ved navn og viser personlig interesse for dem, som- me tider laver han sjov med dem og somme tider spørger han til de- res familier og dem selv. De unge mennesker kan se at han viser dem ægte interesse."

Denne far gjorde mere for sine børn ved at gøre sig til ven med deres venner, end han kunne gøre ved i et helt år at give lektier om venskab. Folk kan mærke når man

viser dem oprigtig interesse. På samme måde kan de se, når vi ik- ke viser dem ægte opmærksom- hed. Vores holdning overfor vore børns venner kan være et meget vigtigt eksempel på hvordan man behandler sine venner.

Sådan tilbydes og styrkes venskaber

Børn bør, allerede mens de går i underskolen, opmuntres til at del- tage i særlige aktiviteter, hvor de kan udvikle deres talenter og egenskaber. Det er ikke så vigtigt hvilke aktiviteter det er, som at det opbygger og at barnet ønsker at gøre det. På den måde bliver det ikke bare noget som forældrene har presset barnet til at gøre. Ven- skaber, som stiftes under indlæ- ring og opnåelse af resultater, hø- rer til de mest tilfredsstillende. Det gælder især for børn, som er generte eller føler sig ubehageligt til mode sammen med andre, fordi hovedformålet er at lære og gøre noget, og det kammeratlige samvær er nærmest en sidege- vinst.

Kirkens programmer er af sam- me årsager beregnet på at involve- re de unge mennesker og opbygge deres tro på Gud. Hvis jeres børn har lyst til at gøre noget, som ikke kan lade sig gøre der hvor I bor, så var det måske en god idé at tale

med andre om dette behov. Man- ge gange er det, det eneste der skal til for at få påbegyndt noget, som er godt for hele samfundet.

I et ward havde en ung mand, som sad i kørestol, for eksempel været til alle basketballkampene i lærernes kvorum. Han opmuntre- de dem hele sæsonen og det end- te med at hans far spurgte lære- rens kvorumsvejleder, om han ik- ke kunne afholde en skakturne- ring, så hans søn kunne tage ak- tivt del i sine venners aktiviteter.

Det betød, at de unge mænd i dette ward ikke alene havde en skakturnering, men dette blev indledningen til en skakturnering i staven, hvor alle de unge piger og hele aronske præstedømme var med. Her lærte mange unge men- nesker hinanden at kende, som ellers aldrig ville have mødtes.

Vores børn er vokset op med Jesu Kristi evangelium, og derfor håber vi at evangeliets ånd og principper vil have stor betydning i deres venskab. Hvis vi ofte taler med vore børn under deres op- vækst, så kan vi hele tiden bestyr- ke deres indre ovebevisning om at ægte kristuslignende venskab er: loyalitet, tillid, mod, barmhjertig- hed og venlighed.

Børn, der lærer disse venskabs dyder, vil tiltrækkes af dem, og øve en god indflydelse på alle som de bliver venner med. □

28

Jeg var distriktets hjæl- peforeningspræsident- inde i 1969 og syntes, at jeg burde gøre mig særlige anstrengelser for at holde kontakt med de sø- stre, som boede længere væk fre kirkebygningen.

En af disse søster boede halvanden times kørsel fra mit hjem og en times kørsel fra den nærmeste kirkebyg- ning. Hun havde sukkersy- ge og havde for nylig haft en hjerneblødning, som havde gjort hende delvis lam.

Jeg havde arrangeret det således, at jeg kunne be- søge denne søster en man- dag, hvor det var helligdag. Det var fastesøndag dagen før, og da vi kom hjem fra kirke og sluttede vores fa- ste, følte jeg mig tilskyndet til at besøge hende med det samme. Min mand syntes, at jeg ville have bedre tid til et rigtigt besøg den næste dag, men jeg følte hele tiden, at det ikke kunne vente. Til sidst sagde min mand: „Det er i orden, lad os komme af sted."

Vi nåede hjem til hende lidt efter klokken 18. Vi bankede på hendes dør, men ingen svarede. Huset virkede mennesketomt.

Vi bankede igen og råbte ind gennem brevsprækken, og vi skulle lige til at gå igen, da jeg kom i tanke

DET

HAVDE VÆRET

FOR SENT OM

MANDAGEN

Rachel Wilde

om, at min veninde havde sagt: „Når du kommer for at besøge mig, så skal du bare gå lige ind." Jeg spurgte min mand hvad han synes om det, og han sagde: „Prøv at tage i døren."

Den gik op. Jeg råbte sø- sterens navn og hørte et svagt svar. Vi fandt hende liggende i en pøl af vand på køkkengulvet. Stokken, som hun plejede at støtte sig til, var gledet, og da hun faldt, tabte hun den kedel vand, hun havde i hånden. Da hun først var nede på gulvet kunne hun ikke komme op igen.

Min mand og jeg fik hen- de op og ind på den sofa, som hun brugte som seng, hvorpå min mand fik fat i en læge. Lægen havde forsøgt at få hende anbragt på et plejehjem, og da han kom og tilså hende, sagde hun omsider ja til tilbud- det. Hun erkendte hvor let den ulykke, hun havde væ- ret ude for, kunne have ført til en katastrofe.

Hun fortalte mig, at hun havde bedt Herren om at sende en eller anden som kunne hjælpe hende, og jeg vil altid være taknem- melig for, at jeg lyttede til Åndens tilskyndelser den- ne fastedag. Hvis vi havde ventet til den næste dag, så havde det været for sent. □

SPØRGSMÅL OG SVAR

Spørgsmål af almindelig interesse besvaret som vejledning, ikke som en officiel tilkendegivelse af kirkens politik.

Jeg kan ikke forstå princippet for præstedømmeledelse i hjemmet. Kan du forklare, hvordan præstedømmet bør stå som leder af familien?

30

Dennis L. Lythgoes, biskop og forfatter af to bøger om ægteskab og lederskab.

Jeg tror fuldt og fast på et æg- teskab, hvor mand og hustru står lige med hensyn til at træffe beslutninger i fælles- skab, og at ingen af parterne skal diktere den anden noget.

Men familien har brug for én der præsiderer, og Herren har be- stemt, at det er faderens opgave. Han kan, som den præsiderende leder i familien, præsidere ved fa- milieaftener eller familieråd, han kan bede familiemedlemmer om at bede bønner, velsigne eller give lektier. Og hvis faderen har præ-

stedømmet, kan han velsigne sin hustru og andre familiemedlem- mer. Han kan døbe sine børn og give dem håndspålæggelse, og han kan udføre andre præstedøm- meopgaver til gavn for dem.

Det giver orden, når et bestemt menneske præsiderer - ikke over- herredømme. I alle vigtige over- vejelser og beslutninger inden for familien bør mand og hustru stå lige, idet begge viser „uskrømtet kærlighed" (L&P 121:41). Hvis der opstår uenighed, vil det være klogt om ægteparret venter med at beslutte sig til de er enige, frem- for at den ene af dem maser på for at få sin beslutning ført igennem og selv de mest presserende bør behandles forsigtigt, så der bliver tid til at temperamentet kølner, så der kan bedes en bøn.

I visse tilfælde kan modstriden- de fortolkninger af ledelsen i æg- teskabet føre til misbrug, enten i ord eller gerning. Præsident Da- vid O. McKay sagde: „Jeg kan ik- ke forestille mig at en mand kan være grusom mod en kvinde. Jeg kan ikke forestille mig, at hun kan opføre sig sådan, at hun fortjener en sådan behandling. Der findes måske kvinder i verden, som skuffer deres mand, men det kan ikke retfærdiggøres, at en mand anvender fysisk tvang eller giver voldeligt udtryk for sine følelser. Der er utvivlsomt mænd i denne

verden, som er så dyriske, men ingen mand, der har Guds præ- stedømme, må nedværdige sig til noget sådant" (Gospel Ideals, Salt Lake City: The Improvement Era, 1953, s. 476).

Vi har en tydelig advarsel mod en sådan opførsel i Lære og Pagter 121:36-37:

„Præstedømmets rettigheder er uadskilleligt forbundet med him- lens kræfter, og . . . himlens kræf- ter (kan ikke) kontrolleres eller bruges uden ved retfærdighedens grundsætninger.

At de kan overdrages os, er sandt; men om vi forsøger at skju- le vore synder eller tilfredsstille vort hovmod og vor forfængelige ærgerrighed eller øve kontrol, herredømme eller tvang over menneskenes sjæle i nogen som helst grad af uretfærdighed, se, da unddrager himlene sig os. Her- rens And bedrøves, og når den er veget bort, da er den mands præ- stedømme og myndighed borte."

Herren bemærker at fristelsen til at udøve uretfærdigt herredøm- me er til stede (vers 39), men at „ingen magt eller indflydelse kan eller bør udøves i kraft af præste- dømmet uden gennem overbe- visning, langmodighed, mildhed, sagtmodighed og uskrømtet kærlighed;

gennem venlighed og sand kundskab, som uden hykleri og

uden svig vil udvikle sjælen meg- et" (vers 41-42).

Alle mænd, som er gift eller tænker på at gifte sig, bør huske ældste Gordon B. Hinckleys ord fremfor at bekymre sig om, hvis ord der er „lov". Han har givet mændene dette råd:

„Dersom nogen af jer skulle un- dertrykke jeres hustru, hvis I har en tendens til at herske og udøve myndighed over hende, hvis I er selviske og brutale i jeres hjem, så hold op med det! Omvend jer!" (Basis for Lykke i Hjemmet, s. 2).

Mand og kvinde bør hver især have lige muligheder for at løse uoverensstemmelser. Det er uønskværdigt for både mand og kvinde, hvis enten den ene eller den anden holder på retten til at træffe beslutningerne. Ægteparret bør tale om deres uoverensstem- melser og åbenlyst overveje for- dele og ulemper, hvorpå de kan træffe en beslutning, som begge kan leve med.

I den forbindelse foretrækker en af mine venner at sige „i overens- stemmelse med præstedømmet", fremfor det mere almindelige „med præstedømmets støtte". Hun siger, at kvinder og mænd er nødt til at støtte hinanden, idet de bevæger sig ad den samme vej hen imod det fælles mål - at blive ophøjet.

Hvis en sådan lighed i ægteska-

bet har så stor betydning, hvor- dan skal vi så forstå apostlen Pau- lus' velkendte skriftsted?

„I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren;

thi en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved, han som er sit legemes frelser . . .

I mænd! elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede kirken og gav sig selv hen for den" (Efeserne 5:22-23, 25).

Jesus var, som kirkens overhov- ed, alles ydmyge tjener. Han tjen- te og hjalp konstant andre menne- sker, han elskede dem og ofrede sig for dem. Han ofrede faktisk alt for dem og gav sit liv for dem. Hvis en mand er sin hustrus el- skede tjener, så vil hendes „un- derkastelse" være af en helt an- den art, end vi forestiller os at et autoritært herredømme er. Så vil en hustru kun være underlagt en retfærdig ledelse, som eksemplet på fuldkommen tjeneste og opof- relse giver udtryk for.

Det er faktisk overhovedet ikke underkastelse, således om vi i dag forstår det, men tværtimod et inderligt, fortroligt forhold, som bygger på kærlighed, fornuft, samtaler og respekt. Og jeg tror, at det er et sådant forhold Herren mener, at alle ægtepar skal havde indbyrdes. □

31

BESØGSLÆRERINDEBUDSKAB

, KÆRLIGHEDEN MISUNDER IKKE

//

Formål: At vi må være taknemmeligefor vore velsignelser og muligheder for at lære, og glæde os over andres velsignelser og muligheder.

Jakobs søn, Josef, havde som ung mand profetiske drømme om, at han en dag ville få magt og positi- on. Fremfor at glæde sig over at Herren begunsti- gede deres yngre bror, fattede hans brødre „avind til ham" (1 Mosebog 37:11), De misundte ham så ind- erligt, at de „lagde råd op om at dræbe ham

og sagde til hverandre: ,Se, der kommer den drøm- memester!

Kom, lad os slå ham ihjel og kaste ham i en cisterne og sige, at et vildt dyr har ædt ham; så skal vi se, hvad der kommer ud af hans drømme' " (1 Mosebog 37:18-20).

Herren vendte denne ondskab til meget godt for Josef og hans brødre. Josef blev i stedet for solgt som slave, og i Ægypten fik han en stilling med magt og myndighed, så han kunne redde sin familie fra hun- gersnød.

Men brødrene havde samvittighedsnag i flere år. Da Josef bad dem komme til Ægypten med deres yngste bror, sagde de: „Sandelig, nu må vi bøde for, hvad vi forbrød mod vor broder, da vi så hans sjælevånde, medens han bønfaldt os, og dog ikke hørte ham" (1 Mosebog 42:21). Josef tilgav dem, og familien blev genforenet, men hans brødre spildte en masse år på unødvendige sjælekvaler, og de mistede muligheder- ne for at kunne glæde sig sammen med deres bror.

Sammenlign disse brødres handlinger med det, som en anden Josephs bror gjorde - nemlig profeten Jo- seph Smiths bror, Hyrum. Som ung mand modtog Jo- seph åbenbaringer. Da han fortalte sin familie om de budskaber han havde modtaget fra Herren, acceptere- de Hyrum dem. Han blev en stor styrke for Joseph og en tapper Herrens tjener. Han tjente sammen med sin bror, Joseph, og han var endda rede til at dø sammen med ham i Carthage fængsel. Joseph skrev om Hy- rum: „Bror Hyrum, du har sandelig et trofast hjerte. Ah - må den evige Jehova krone dig med evige velsig-

32

nelser på dit hoved, som belønning for den omsorg du har haft for min sjæl" (The Personal Writings of Joseph Smith, samlet af Dean C. Jessee, Salt Lake City: Dese- ret Book Company, 1984, s. 531).

Disse to historier viser, hvorfor „Herren har befalet (os) ikke . . . at . . . (misunde)" (2 Nephi 26:32). Vi kommer dagligt i situationer, hvor vi godt kunne mis- unde et andet menneske deres ejendele. Vi misunder måske andre deres hus og deres gode økonomiske si- tuation, deres talenter og evner, en andens stilling i kirken eller lykkelige familieliv. En sådan misundelse kan fordærve vore sjæle.

Da Moroni optegnede sin fars, Mormons ord, skrev han, at barmhjertighed - Kristi rene kærlighed - „mis- under ikke" (Moroni 7:45). For at blive opfyldt med denne kærlighed må vi bede „til Faderen af" vort gan- ske hjerte (Moroni 7:48). Hvis vi opdager, at vi misun- der andre deres talenter, ejendele, levevis eller bedrif- ter, må vi henvende os til vor Fader i Himlen og bede om hjælp. Han vil i sin barmhjertighed velsigne os med evnen til at hæve os over denne ødelæggende og unyttige misundelse, så vi kan glæde os over Guds godhed mod vore søskende.

Når vi søger Herrens ånd, tjener andre og ser på de mange velsignelser som Herren har givet os, så kan vi overvinde misundelse og i stedet glæde os over Her- rens godhed mod alle sine børn. D

FORSLAG TIL BESØGSLÆRERINDERNE

1. Tal om hvordan misundelse kan drive os bort fra Herren og vore medmennesker.

2. Tal om den glæde man får ved at glæde sig over andres velsignelser. Du eller søsteren, du besøger, kan eventuelt fortælle om en oplevelse, hvor I lærte at glæde jer over en andens muligheder og velsignelser.

//

Men ét er

nødvendigt "

Mange søger hektisk efter et personligt formål med livet - selv sidste dages hellige kvinder.

Patricia T. Holland

Det virker ofte som om de daglige problemer fore- kommer vigtigere end at udvikle tro, og derfor kunne jeg tænke mig at stille kirkens søstre et spørgsmål: Hvordan udvikler vi en indre fred, som kan styrke og udvikle tro, i en tilværelse hvor vi er så optaget af hverdagens be- kymringer og ansvarsopgaver?

Jeg har været hjælpeforenings- præsidentinde i fire forskellige ward. To af dem var for enlige kvinder og to var typiske, med mange unge mødre. Når jeg sad i råd med mine enlige søstre, følte jeg ofte med dem, når de beskrev deres ensomhedsfølelser og skuffelser De var ivrige efter at finde fred og et formål med det hele, noget som havde virkelig værdi og som de kun- ne ofre sig for i livet.

Men det forekom mig at de unge mødre ikke havde færre problemer - når de beskrev de udfordringer de mødte ved at opdrage børn i en verden, der blev sta- dig vanskeligere at leve i, og ved aldrig at have tid, midler eller frihed nok til at føle sig som et værdifuldt menneske. Og de var altid trætte! Det er en af de ting jeg husker så levende - de var altid trætte.

Frelserens

råd til Marta

blev som en personlig

åbenbaring for mig,

og den trøstede

min bekymrede

sjæl.

Så var der de kvinder der ufor- skyldt var eneforsørgere og selv stod som forsørgere med hensyn til hjemmets økonomi, åndelig- hed, det følelsesmæssige og alt muligt andet. Jeg fattede aldrig hvordan de klarede det. Det var åbenlyst at deres forhold på en måde var det mest krævende.

Alle får deres udfordringer

I disse mange år hvor jeg har lyt- tet til kvindernes bekymringer og problemer - det være sig en- lige, gifte, fraskilte, enker, husmødre og udearbejden- de - har jeg lært at alle ser ud til at få deres fulde del af udfordringerne. Sommetider synes vi at vi får mere end det.

Det er rigtigt, at der ikke er noget tidspunkt i histori- en, hvor kvinder i den grad har betvivlet deres værdi som i sidste halvdel af det tyvende århundrede.

Mange søger som aldrig før hektisk efter et person- ligt formål med livet - og mange sidste dages hellige kvinder søger også efter en evig indsigt og et evigt formål.

Hvis jeg ville ødelægge et samfund, så tror jeg at jeg

33

ville begynde med et masseangreb på dets kvinder. Jeg ville sørge for at de hele tiden var oprevet og så di- straherede, at de aldrig fandt den beroligende styrke og ophøjethed, som deres køn altid har været kendt for at have. Det ser ud til at Satan er effektiv til at gøre dette.

34

Han får os ofte til at føle at vi skal være overmenne- sker, fremfor realistisk bestræbe os på at nå vores per- sonlige formål og de enestående muligheder som Gud har givet os hver især.

Jeg nåede i mit eget liv til et punkt hvor jeg var totalt udslidt, både fysisk, mentalt, følelsesmæssigt og ånde-

Hvis jeg ville ødelægge et samfund, så tror jeg at jeg ville be- gynde med et masseangreb på dets kvinder. Det ser ud til at Satan er effektiv til at gøre dette.

ligt. Jeg var i to år rådgiver i præsi- dentskabet for Unge Pigers hov- edbestyrelse. Det var vanske- lige og krævende år. Det var år hvor jeg forsøgte at være en fuldtids- mor for mine børn og en fuldtids- hustru for min yderst travle mand. Jeg forsøg- te også at være en fuldtidsrådgiver i Unge Pigers præ- sidentskab, så godt som det var muligt.

Ved afslutningen af disse to år var mit helbred ikke godt. Jeg tabte hele tiden i vægt og kunne tilsynela- dende intet gøre for at stoppe det. Jeg sov heller ikke godt. Og jeg spekulerede til stadighed over, hvad jeg skulle gøre for at klare mine ting bedre. Da mit andet år i præsidentskabet var slut, afløste generalautorite- terne mig kærligt fra min stilling.

To uger efter blev min mand kaldet af kirken til en opgave i Jerusalem. Jeg blev bedt om at tage med ham.

„Bekymring og uro med mange ting"

En dag, hvor vejret var højt og klart, sad jeg og kig- gede ud over Galilæasøen. Jeg slog op i min bibel på beretningen i Lukas-Evangeliet om Marta - en kvinde der gjorde sig „bekymring og uro med mange ting". Men fremfor at se de trykte ord på siden foran mig, var det som at jeg i mit sind og hjerte så disse ord:

„Pat! Pat! du gør dig bekymring og uro med mange ting." Derpå blev jeg grebet af åbenbaringens rene og personlig magt, idet jeg læste: „Men ét (kun en eneste ting) er nødvendigt" (se Lukas 10:38-42).

I Israel skinner solen så klart i maj, at man føler det som om man sidder på toppen af verden. Jeg havde netop besøgt Ajjalondalen, hvor „solen stod stille" for Josua, og den dag var det virkelig som om det også skete for mig. Mens jeg sad og tænkte over mine pro- blemer, føltes solens helbredende stråler som en varm strøm der rislede ind i mit hjerte - og afstressede, be- roligede og trøstede min bekymrede sjæl. Jeg følte mig opløftet til et stade, hvor jeg kunne overskue mit liv.

Det var som om vor kærlige Fader i Himlen hviskede ånd til ånd til mig: „Du skal ikke bekymre dig over så mange ting. Det eneste du behøver er det ene, der er virkelig nødvendigt - at have dine øjne rettet mod solen, min Søn."

Det var som om han sagde: „Lær af mig og lyt til mi- ne ord. Vandre i min Ånds sagtmodighed, så skal du have fred i mig" (L&P 19:23). Pludselig følte jeg fred, og jeg vidste at mit liv altid havde ligget i hans hånd - lige fra begyndelsen. Og det samme gælder for alle jer, hver eneste kvinde, som ønsker at gøre det rette og vokse i troen, at ofre alt hvad hun kan i visdom, alt efter hendes omstændigheder i livet.

„Hvordan udvikler vi indre fred?" Jeg fik svaret mens jeg var i det hellige land, men det kunne lige så vel være kommet til mig derhjemme eller et hvilket som helst andet sted. Jeg opdagede, at uanset hvor vi er, så kan vi udvikle indre fred og styrke, dersom vi vil søge det som „er nødvendigt, lægge vor hånd i hans og vandre i hans ånds sagtmodighed". □

Tidligere rådgiver i præsidentskabet for Unge Pigers hovedbestyrelse, søster Holland, virker som hjælpeforeningslærer i Oakhills 4. ward i Oakhills stav, Provo, Utah. Hun er gift med Jeffrey R. Holland - præsident for Brigham Young universitetet.

35

DET BETYDER MORMONS BOG FOR OS

EN VELSIGNELSE AF EKSTRAORDINÆR

BETYDNING

Mary Ellen Edmunds

Da jeg blev 14 år, var jeg omsider færdig med at læse 1 Nephi. Jeg læste måske til dels for, at jeg i søn- dagsskolen kunne sige ja til at jeg havde læst i Mormons Bog. Men udover det, så følte jeg inderst inde at det var en vigtig bog som kunne få betydning i mit liv. Mi- ne forældre og andre havde talt

om hvor meget de elskede den bog. Jeg ville gerne have de samme følelser, og mente at jeg måtte få dem hurti- gere ved selv at læse bogen end ved at lytte til andre. Mange gange, jeg læste, begyndte jeg på en ny bog, og jeg var formodentlig lige så interesseret i at afmær- ke steder med rødt, som i at læse. Jeg elskede at åbne bogen, når nogen så på det - i et par af bøgerne var det de skriftsteder, som ikke var afmærket, man be- mærkede. Lidt efter lidt opdagede jeg at min stolthed over afmærkede skriftsteder blev erstattet af kærlighed til det der stod i denne hellige bog. Jeg syntes at jeg kendte nogle af disse mennesker, og jeg nød gang på gang at vende tilbage til dem og lære noget mere af dem.

Tanken om at der var sidste dages hellige i verden, som aldrig havde mulighed for at læse en eneste side i Mormons Bog, havde aldrig strejfet mig. Men da jeg blev kaldt på mission i den sydlige del af det fjerne østen i 1962, opdagede jeg at Mormons Bog endnu ik- ke fandtes på kinesisk, og jeg blev dybt chokeret, da

36

jeg indså at jeg ikke havde værd- sat skrifterne tilstrækkelig meget. Et par dage efter min ankomst til Taiwan mødte jeg Mickey Chang, en ung mand som for ny- lig var blevet døbt. Jeg glemmer aldrig, da han kom og spurgte om jeg ville fortælle ham noget fra Mormons Bog. Han ville ger- ne vide noget mere. Han ønskede at læse den. Engang, da vi talte om det, græd Mickey mens han forsøgte at fortælle hvor svært det var at have et vidnesbyrd om Mormons Bog, uden at kunne læse den. Jeg begyndte, med stadig større forståelse, at trygle Herren om muligheden for at dele evangeliet i sin fylde med enhver nation, ethvert tungemål og folk.

En af de mest mindeværdige missionæroplevelser jeg havde, øgede min påskønnelse for skrifterne. Mens jeg arbejdede på Filippinerne, mødte min kam- merat og jeg et kærligt menneske, som lidt efter lidt reagerede på Ånden og det budskab som vi bragte. Han blev ivrig efter at lære og efter at læse Guds ord. Han forstod ikke ret godt engelsk og spurgte om vi vil- le prøve om vi kunne få fat i en bibel på hans moders- mål - tagalogisisk. Vi fandt én hos en boghandler i Manila og tog den med til ham. Han tog denne Bibel (Ang Biblia) ærbødigt med begge hænder, da vi rakte ham den. Og så sagde han meget bevæget: „Jeg har aldrig før holdt en Bibel i mine hænder."

Efter sin dåb læste han fortsat både i Bibelen og i Mormons Bog, men hvor lærte han dog hurtige- re, især fra Mormons Bog. Han forstod, med Helligåndens hjælp, mere og mere af det han læste. Det var som om at han ikke kun- ne få nok. Når vi besøgte ham, viste han os alt det han havde skrevet i margenen, og fortalte

ivrigt om sine første oplevelser med at ransage Guds bøger. Da jeg så andres ønsker om at mætte sig, frem- for bare at læse; fik jeg hjælp til et mere inderligt øn- ske om at ransage skrifterne.

Da jeg var på mission i Indonesien i 1976, kom jeg atter til et folk, som tilsluttede sig kirken, selvom de talte et sprog, som Mormons Bog endnu ikke var over- sat til. Jeg kan huske hvordan vores missionspræsi- dent, Hendrik Gout, tog min kammerat og mig med til byen, Bandung, nord for Jarkarta, for at aflægge besøg hos den mand, som oversatte denne hellige bog. Vi bad alle til at bogen snart måtte være færdig - især de kirkemedlemmer, som var ivrige efter at få det privi- legium omsider at kunne læse Mormons Bog.

Jeg var der da oversættelsen af Mormons Bog blev udgivet og distribueret. Jeg tror at de følelser, der her- skede, var lige så dejlige og inderlige, som dem der blev givet udtryk for i 1830, da den første Mormons Bog blev udgivet. Denne glædelige begivenhed var en velsignelse af ekstraordinær betydning. Mine to

Da jeg sa

andres ønsker om

at mætte sig, fremfor

bare at læse; fik jeg hjælp

til et mere inderligt ønske

om at ransage

skrifterne.

indfødte indonesiske kammerater sov med deres Mormons Bog i hånden.

I Mormons Bog omtales mange mennesker, som jeg håber på at lære bedre at kende en dag. Jeg ville ønske at bogen var længere, mere detaljeret, med flere ople- velser og flere oplysninger om hvad der skete og hvorfor. Jeg vil gerne vide noget mere om hvad Jakob sagde, og om de 14 års missionsarbejde, som Mosiahs sønner udfør- te. Jeg kunne tænke mig at lære noget mere af brødre- ne Nephi og Lehi (se Helaman 3:21).

Jeg ville gerne vide noget mere om hvordan livet var i de første 200 år efter Frelserens besøg blandt de over- levende, efter den store katastrofe som fulgte efter hans død. Men jeg er alligevel taknemmelig for det dejlige, magtfulde, livsændrende budskab denne bog indeholder. Må jeg bevare de kostbare skatte som vi her har fået, ikke blot for at huske hvor et bestemt skriftsted er, men også for at skabe ændringer i mit liv og mit hjerte, og lade Guds ånd undervise mig og hjælpe mig i mine bestræbelser på at opnå fuldkom- menhed. □

Mary Ellen Edmunds, er medlem af 5. ward i Mapleton stav i Utah og assistent ved missionærernes træningscenter i Provo. Hun er i hjælpeforeningens hovedbestyrelse.

JEG OPDAGEDE GUDS GODHED

Lars Åkebrand

Som så mange unge mænd i kirken havde også jeg mine undskyldninger for ikke at have læst Mormons Bog: Sommeraktiviteter, vintersport, andet der skulle læses og en lille smule dovenskab. Og da jeg en- delig begyndte at læse bogen, kunne jeg ikke komme længere end til de første fire kapitler af første Nephi. Choket, over at læ- se Nephis beretning om, hvordan han halshuggede Laban, gjorde at jeg yderligere udsatte at læse Mormons Bog, indtil jeg var godt og vel 15 år. Selv om jeg havde læst lignende beret- ninger i Bibelen - om David, der slog Goliat ihjel - så synes jeg stadig ikke, at det var rigtigt af Nephi at gøre noget der var så grusomt.

Da jeg var 15 år blev jeg kaldet som byggemissio- nær. På det tidspunkt var det Alvin W. Fletcher, der var præsident for den svenske mission, og han vidste hvad man gør ved en ung mand, hvis vidnesbyrd trænger til at blive styrket.

Da jeg tog afsted på denne mission, så lovede jeg mig selv, at jeg ville læse alle kirkens standardværker før jeg vendte hjem igen. Da jeg havde arbejdet nogle måneder på kirken i Gubbången, syd for Stockholm, og en overgang i Tampere i Finland, blev jeg overflyt- tet til Turku. Da var jeg færdig med at læse Bibelen og syntes, at jeg var parat til at gå igang med Mormons Bog.

Jeg husker ikke meget om byen, kun lige hvad jeg så på de daglige spadsereture til og fra byggepladsen i bitter kulde.

38

Mormons Bog var en så spæn- dende læsning, at jeg ikke kunne tænke på noget andet. Jeg var så ivrig efter at komme hjem fra ar- bejde hver dag, blot for at for- tsætte min læsning.

Det var første gang, at jeg vir- kelig havde hungret og tørstet ef- ter Herrens ord. Når jeg aften ef- ter aften lå i min seng i et værelse i kirkebygningen, så læste jeg Nephis og de andre profeters ord i Mormons Bog, og da modtog jeg et vidnesbyrd fra Gud om at bogen var sand. Det jeg holdt mest af i Mormons Bog var - og er stadig - tredje Nephi. Jeg har mange gange, når jeg har læst, hvor- dan den opstandne Kristus underviste nephiterne i sit evangelium, følt det som om han virkelig var ved siden af mig.

Og der er intet andet i skrifterne, som betyder så meget for mig som det nittende kapitel i tredje Nephi, hvor der står, hvordan Jesus udøste sin hjerte for sin Fader på sine disciples vegne. Jeg har mere end én gang grædt, når jeg har læst dette.

Nu takker jeg Gud, fordi en retfærdig mand, der hed Nephi, som i første omgang tøvede med at adlyde Herrens befaling om at dræbe Laban, adlød Gud og udførte denne retfærdsgerning. Havde det ikke været for Nephi og dem, som senere førte disse hellige op- tegnelser, så havde jeg aldrig opdaget Guds godhed i dette uforlignelige, hellige skrift - Mormons Bog. □

Lars Åkebrand er redaktør for „The International Magazine" (Stjernen) i Europa, og bor for tiden i Friedrichsdorf i Vesttyskland.

INTET SOM HELST STÅR I VEJEN FOR

LYKKE

Mayola Miltenberger

\t ort største mål i livet er at opnå lykke. Men hvorfor er det så vanskeligt for nogle af os? „Lykke," som prof eten Joseph Smith sagde, „er formålet og hensigten med vort liv" (Profeten Jo- seph Smiths Lærdomme, s. 306). „Menneskene er til for at kunne nyde glæde" - bekræfter Mormons Bog (2 Nephi 2:25). Man skulle tro, at vi vidste, hvad vi skulle gøre for at blive lykkelige med al den vejledning og alle de råd, som Herren og hans profeter har givet gennem tiderne. Desværre er der mennesker, som til- bringer en stor del af deres liv med at stræbe hen imod et mål, som ikke bringer dem lykke, men derimod utilfredshed og uro. Fejlen ligger måske ikke så meget hos den pågældende, men i målet som sådan. Det er

Lad ikke din „enlige" tilstand forhindre dig i at nyde glæde.

måske ikke realistisk for den pågældende.

Vi lærer for eksempel i kirken, at et af de højeste mål vi kan opnå i livet er evigt ægteskab samt at få og op- drage børn. Det er derfor ikke ualmindeligt, at enlige kvinder længes efter denne velsignelse og ikke synes, at de kan blive lykkelige, dersom de ikke opnår at blive gift og få børn. Vi kan endog udvikle mindre- værdskomplekser eller føle, at vi gør noget forkert, hvis vi ikke er gift - eller er gift, men ingen børn har fået, eller hvis vi har været gift, men er blevet skilt. På den måde bygger vi en forhindring op for at være lyk- kelig, idet vi mener, at vi vil blive det engang i fremti- den, når vort mål om at blive gift og få børn er nået.

Hvor værdifuldt og ønskværdigt det end kan være at blive gift og få børn, så er det for nogle måske ikke muligt. Det er ikke fordi de enlige sidste dages hellige kvinder er for kræsne eller vil være uafhængige, eller fordi de vælger karriere eller at leve alene fremfor æg-

40

teskab og familie. Det være sig langt fra - de drømmer netop om ægteskab og børn, det er deres inderste øn- ske! Men det er ikke alle, der finder passende mulig- heder, eller også er de enlige af årsager, som de ikke selv har herredømmet over.

Profetisk råd

Flere af profeterne har sagt nogle meget trøstende ord om dette emne. Præsident Joseph Fielding Smith sagde:

„I gode søstre, som er ugifte og alene, frygt ikke! Tro ikke, at der vil blive holdt velsignelser tilbage fra jer. I er ikke under nogen forpligtelse til at tage imod et eller andet tilbud til jer; I skal ikke nødvendigvis gøre det, hvis det er jer ubehageligt, blot fordi I er bange for at komme under fordømmelse. Hvis I i jeres hjerter føler, at evangeliet er sandt, og hvis I under de rette

omstændigheder ville modtage disse ordirtanser og beseglende velsignelser i Herrens tempel, ... og I ikke får lejlighed til det her og nu, vil Herren holde jer skadesløse for det, og I vil få jeres velsignelser - for der vil ikke blive holdt nogen velsignelser tilbage.

Herren ... vil ikke fordømme jer for noget, I ikke kan gøre for" (Lærdomme om Frelse, bind 2, s. 70-71).

Nu må I ikke misforstå mig. Læren om evigt ægte- skab og vigtigheden af børn og familie bør stærkt poin- teres, og enhver sidste dages hellig mand og kvinde bør undervises i dette. Dette er en del af Herrens frel- sesplan. Men det ændrer dog ikke den kendsgerning, at mange kvinder er enlige i vore dage. Alene statistik- kerne viser, at mange af dem ikke er i stand til at blive gift. Er de så kun her på jorden ene og alene for at vente, uden at kunne gøre noget som helst? Nej ! Overhovedet ikke!

Følg den rette vej

Kirkens enlige medlemmer har lige så store mulig- heder for at opnå glæde, lykke og tilfredshed som de, der er gift, hvis de søger lykken på den måde, som sikrer et godt resultat.

Mit liv som gift var lige så lykkeligt, som mit liv er nu, men jeg levede en anden tilværelse som gift, end jeg gør nu som enke. Man bliver lykkelig i et ægte- skab, når begge parter er interesseret i den andens lykke og velbefindende, og påtager sig ansvaret for at hjælpe sin ægtefælle med at blive lykkelig. For en en- lig ligger hele byrden for at opnå tilfredshed hovedsa- geligt på den pågældende selv. Jeg indrømmer, at det kræver nogle flere anstrengelser at opnå lykke som enlig.

De fleste mennesker taler om en lang række forud- sætninger, som må opfyldes for at kunne leve et „godt liv": Man må have et interessant og tilfredsstil- lende arbejde og en tilstrækkelig indkomst for at kunne dække de daglige behov, mulighed for uddan- nelse, personlig udvikling og vækst, tilfredsstillende sociale kontakter - især inden for familien, lidt skønhed i livet og nogle muligheder for kulturelle og kunstneriske oplevelser, en god sag at arbejde for og muligheder for at tjene andre.

De fleste af os kan opnå det meste af dette i vore dage, i vort samfund og i vor kirke. Men det kræver altsammen en personlig indsat, at vi selv gør noget.

Det bliver mere og mere nødvendigt, at kvinder får en bedre uddannelse, lærer mere og opnår større erfa- ring, om ikke for andet, så fordi de må regne med at leve gennemsnitligt otte år længere end deres mand. Således vil de fleste kvinder, også dem der er gift, være enlige et stykke tid i deres liv.

Stena Scorup, en enlig kvinde, der er skolelærer i en lille by i Utah, er desuden husmor, arbejder i kirken og for samfundet, er medlem af byens biblioteksbesty- relse og borgmester i sin by.

Hvilken værdi har det at Stena Scorup, og andre enlige kvinder som hun, yder så betydelige bidrag i samfundet? Det er sådanne kvinder der har de fleste offentlige undervisningsjob, som har med sygepleje eller barnepleje at gøre, arbejder på kontorer og som styrer hjemmet. De yder også et betydeligt bidrag ved deres arbejde i kirken, i samfundets tjeneste og i deres egne familier.

Hvad med børn?

Noget af det, som bekymrer enlige kvinder mest og kan stå i vejen for deres lykke, er, at de ikke synes, at de har nogen mulighed for at opleve at blive mor.

Er disse kvinder nødt til at afskrive muligheden for at arbejde med børn og øve deres indflydelse på dem? Nej! Og jeg taler af erfaring, når jeg siger, at der er mange børn omkring os, som længes efter den op- mærksomhed, kærlighed, den hjælpende hånd, det gode eksempel og den undervisning som en enlig eller barnløs kvinde kan give dem.

Mens jeg var gift, følte jeg det i mange år utilfreds- stillende at tænke på, at jeg ikke ville blive velsignet med børn. Men lidt efter lidt indså jeg dog, at jeg kun- ne øve indflydelse på børnene inden for familien og gøre mig til særlig gode venner med andre børn. Der går næsten ikke en uge, hvor jeg ikke får en kærlig erindring med posten, fordi jeg kan nyde glæde af et virkelig godt forhold til børn, som jeg ikke selv har født. Det er lige så naturligt som at forældre udvikler sådanne forhold til deres børn, når de yder dem op- mærksomhed, finder frem til hvad de føler og har brug for, og lærer hvordan man kommunikerer med dem. Det kræver tid og villighed.

Kærlighed er en nødvendighed, når man skal op- bygge meningsfyldte, personlige forhold. Jeg synes at ægte kærlighed, selv i et ægteskabeligt forhold, udvik- les af omsorg for hinanden, ved at gøre noget for et

41

andet menneske, ved i gerning at vise den kærlighed, man giver udtryk for i ord. Det er den slags kærlighed som vi allesammen kan tage del i.

Vi får mange muligheder for at give udtryk for kærlighed i vort liv. Mulighederne er der - ikke for at forlange, men for at gøre noget.

Præstedømmet familiens hjælp

Mange enlige kvinder føler sig snydt, fordi de ikke har præstedømmet i deres hjem. Jeg erkender, at dette er et problem. Men Herren har i sin visdom ikke ladt os i stikken. I vores familie er der ofte brødre, onkler, svogre og nevøer, eller andre enker og fraskilte kvin- der har sønner og svigersønner, som er værdige præ- stedømmemedlemmer. Der er biskopper, kvorumsle- dere, hjemmelærere og mandlige medlemmer af fami- lieaftengrupper, som er parate til at benytte deres præstedømme til gavn for os, hvis vi blot vil lade dem gøre det.

Måske det vanskeligste er børneopdragelsen for de forældre, der er alene. Det er ikke nemt at opdrage gode børn alene, men det er ikke umuligt.

De fleste, som arbejder professionelt med børn, er enige om at små børn har brug for eksempler af begge køn. Familien, uden for kernefamilien (bedsteforæld- re, tanter, onkler, kusiner), er ofte gode forbilleder, hvis vi vil søge deres hjælp. Blandt denne del af fami- lien er der ofte præstedømmeledere, aronske præste- dømme kvorumsvejledere, hjemmelærere, biskopper eller bikube-, rosenpige- eller laurbærpigelærere. Hjælpeforeningens hjem- og familielektier kan også være en hjælp for mødre, som har brug for sikkerhed og vejledning til at klare problemer med børneopdra- gelsen.

Ved et seminar, som var specielt for enlige forældre, påpegede Dr. Victor L. Cline fra University of Utah i Salt Lake City, at mange enlige forældre føler sig tilsi- desat og synes, at de har spillet falit efter en skilsmis- se. Det kan ofte resultere i manglende selvtillid.

„Hvis du tillader dig at føle selvmedlidenhed, synes at alt er forkert og bliver ved med at gå og tænke på det, så ødelægger du dig selv," sagde han. „Du har ikke lov til at gøre dette. Du kan enten leve eller dø. Jeg ser hvordan mange mennesker, som er skilt, lang- somt dør (af) bitterhed (og) hjertekvaler."

Dr Gine anbefaler motionering som en umiddelbar kur mod skuffelser og nedtrykthed. Det er næsten

42

umuligt at være nedtrykt og skuffet samtidig med at man er fysisk aktiv.

Men også evangeliet er på længere sigt en god kur mod sådanne følelser. Disse modforanstaltninger ligger i en stadig åndelig aktivitet: Ved at søge vor himmelske Faders og Frelserens kærlighed i tro og bøn, og ved at søge mulighed for at gøre godt mod vore medmennesker rundt omkring os i denne verden.

En levevis

Vi er rigt velsignet, at vi har Jesu Kristi evangelium, som opmuntrer os til at søge kundskab, anvende vor intelligens og alle de evner som Herren har begavet os med. Evangeliet er en levevis. Det er nøglen til frihed og uafhængighed, og kuren mod fortvivlelse, frygt og ensomhed. Jeg ved godt at enlige sidste dages hellige møder mange udfordringer og problemer, blandt an- det enkerne og de fraskilte. Men Herren giver os trøst, vejledning og råd. Han har givet os hjælpeforeningen, præstedømmekvorummer og aktivitetsprogrammerne for enlige voksne, så vi kan få undervisning og blive beriget med et større indhold i livet, og dertil få hjælp til at klare vore evige opgaver.

Lad mig bære jer mit eget vidnesbyrd om hvor stor gavn enlige kvinder har af hjælpeforeningen.

Efter min mands pludselige død for nogle år siden, syntes jeg at livet gav mig flere udfordringer end jeg kunne klare. Jeg havde en bunke selvmedlidenhed, var oprørsk og tænkte, at jeg, der var en forholdsvis ung kvinde, nu stod overfor den kendsgerning, at jeg nok kom til at tilbringe resten af mit liv alene. Mens jeg kæmpede med disse problemer, fik jeg mulighed for at modtage en stilling i hjælpeforeningens hoved- sæde, og jeg blev medlem af dens hovedbestyrelse. Der var blot et problem - det betød, at jeg måtte flytte til Salt Lake City, langt væk fra min familie og mine venner.

Jeg tog naturligvis imod kaldelsen, og jeg elskede mit arbejde. Men selv om dette var meget tilfredsstil- lende for mig, så opdagede jeg, at jeg stadig havde behov for venner og bekendte uden for arbejdstiden.

Så opdagede jeg, at jeg i hjælpeforeningen i mit ward havde gode venner. Mit vidnesbyrd blev styrket, når vi sammen studerede evangeliet, og jeg lyttede til de andre søstres vidnesbyrd. Det bragte mine værdi- fulde kvindelige egenskaber frem og jeg fandt mulig-

heder for at tjene, såvel som for at deltage i hjemkund- skabsaktiviteter. Det lettede min ensomhed og en del af det pres jeg følte, og jeg fik et nyt syn på livet.

I min søgen efter en recept på lykke fandt jeg følgen- de råd:

„For at være lykkelig skal man (1) elske Herren og holde hans bud; (2) elske og tjene sin næste; (3) elske sig selv og udvikle sine talenter; (4) elske og tjene sin familie.

Præsident David O. McKay sagde følgende om lyk- ke: , Hemmeligheden ved at være lykkelig består ikke i at have, men i at være; ikke i at eje, men i at glæde sig. Det er en hjertevarm følelse, som i sig selv er fred' " (Instructor, nov. 1960, s. 422).

Denne indre fred kommer lettere, når vi koncentre- rer os om, hvem vi er, og hvad vi kan blive, end den gør ved at ændre status i livet. Det ville være godt, hvis enhver enlig sidste dages hellig omgående kunne ændre status og blive gift med en værdig ægtefælle. Men den lykke og glæde, som vi har fået løfte om, ligger ikke i en æske et eller andet sted og venter på at blive åbnet. Den er her og den skal nydes nu. □

ISÆR FOR UNGE

Jack S. Marshall

For mange år siden underviste jeg en seminarklas- se med nogle af de bedste og dygtigste elever i skolen. De øvede stor indflydelse på de andre elevers tilværelse, fordi de var som de var. De andre elever beundrede dem og så op til dem. De kunne som- me tider ubevidst skabe et socialt pres blandt de andre elever i skolen. Virkningen af dette pres på kammera- terne - ens aldersgruppes indstilling - gav sig udslag en dag i klassen. Vi fik allesammen en bedrøvelig lektie om at vi næsten allesammen kan falde for kammera- ters pres. Der skete følgende:

Jeg havde læst en artikel i et ugeblad om kammera- ters negative pres på de andre. I artiklen var beskrevet en oplevelse, som jeg blev fristet til at prøve på min klasses elever. Meningen var, at eksperimentet på en meget overbevisende måde skulle vise hvilken magt kammeraters pres kan have. Jeg havde ikke tænkt at det kunne få negative konsekvenser.

Den næste morgen gav jeg mine instrukser om eks- perimentet. Jeg tegnede en stjerne, en cirkel, en oval og en firkant på tavlen. Jeg sagde til eleverne at i den time skulle det, der var tegnet på tavlen, kaldes en stjerne, en cirkel, en oval og en trekant, og selv om fir- kanten selvfølgelig var en firkant, så skulle den kaldes for en trekant og intet andet! Om et øjeblik fik de mu- lighed for at overbevise en uvidende besøgende om at firkanten faktisk var en trekant.

Fem af de mest indflydelsesrige e\e\/er blev bedt om at sætte sig på hver sin stol foran i klassen. Der var en fodboldspiller, en ung pige som var engageret i forskel- lige skoleaktiviteter, skolens elevpræsident, en meget dygtig elev og en ung mand som havde succes med alt hvad han gav sig i kast med. Der var en sjette stol til vores besøgende, en elev som lige havde påbegyndt sit første år i skolen, men som omgående anså sig selv som den „bedste" i den aldersgruppe. Mine elever bød ham velkommen og vores gæst begyndte at slappe af og nyde deres selskab.

Jeg bad ham sætte sig på den tomme stol foran i klassen. Jeg forklarede ham at han, når det blev hans tur, bare skulle forklare hvad han så på tavlen. Det gik han ind på. De andre smilede. Lektien begyndte.

„Vil fodboldspilleren forklare hvad han ser på tav- len?" spurgte jeg.

Han sagde med dyb, mandig røst: „En stjerne, en cirkel, en ova\," og da han kom til firkanten, sagde han overbevisende: „en trekant". Vores gæst forglem- te sig selv og begyndte at le, mens resten i klassen var fuldkommen tavse. Han kiggede undersøgende på de andres ansigter for at se om de godkendte fodboldspil- lerens åbenlyse fejltagelse, men mine elever spillede deres roller godt. For dem var firkanten intet andet end en trekant. Vores unge gæst så helt forvildet ud.

Derpå vendte jeg mig om mod den unge pige.

KALD

EN

FIRKA

FOREN

FIRKANT

„Vil du være venlig at forklare, hvad du ser på tavlen?"

Hun svarede begejstret: „En stjerne, en cirkel, en oval og en trekant."

Den unge mand flyttede sig uroligt på sædet.

Der var stadig dødstille i klassen. Spørgsmålet blev besvaret endnu to gange. Så skulle elevpræsidenten og den succesrige unge mand svare, som vi havde planlagt.

På dette tidspunkt så vores gæst ud til at være lidt dårlig tilpas, og vi kunne se på hans ansigt, at han hellere ville have befundet sig alle andre steder.

Den dygtige elev besvarede mit spørgsmål: „En stjerne, en cirkel, en oval og en trekant."

Nu var det vores unge gæsts tur. Hans stemme blev svagere og svagere, mere og mere rystende og usikker og udstrålede meget lidt selvtillid.

„En stjerne ... en cirkel ... en oval . . ." og derpå dyb tavshed.

Vi så på ham. Han så på os.

„Hvad er det sidste?" spurgte jeg.

Tavshed.

„Kom nu, hvad er det?"

Omsider sagde han helt stille:

„En trekant."

Jeg troede, at vi allesammen viUe have brudt spænd- ingen ved at bryde ud i latter. Eksperimentet virkede.

Men der var i stedet for dyb tavshed.

Jeg ransagede mine elevers ansigter. De sad allesam- men i dybe tanker. Nogle sad med bøjet hoved.

Så indså jeg noget. Alle i klassen vidste, hvordan vo- res unge gæst følte det. De havde hver især i et dumt øjeblik, hvor de så grusomt havde ønsket at blive ac- cepteret eller høre til en gruppe, hver på deres måde kaldt en firkant for en trekant, og derved forpligtet sig overfor noget forkert, hvor de burde have sagt noget rigtigt. Selv jeg kunne føje mit navn til denne liste. Og vi indså allesammen, især mig, at vi havde behandlet den unge mand uvenligt ved at sætte ham i den kejte- de situation.

Vi tilbragte resten af klassetiden med at udveksle fø- lelser og fortrydelse, men det vigtigste var vor udveks- ling af ønsker, håb og længsel efter at være mere mo- dige. Fodboldspilleren lagde sin arm om vores unge gæst, og vi forsikrede ham allesammen om, at det var os der havde begået fejltagelsen, fordi det var os der først gav efter for presset. Ved klassens slutning blev han accepteret af sine kammerater - ikke fordi han havde givet efter, men fordi vi allesammen så, hvor vigtigt det er aldrig at overgive sig, men at kalde en firkant for en firkant, uanset konsekvenserne.

Da klokken ringede gik hele gruppen ud - klogere, med større håb og mere fast besluttet på at stå for det rette, selv om vi er underlagt verdens pres. □

45

,,^t

tee*

Tawnya Warnick

Jeg stod og så på at min I O-årige kusine V

gjorde nogle gym- nastiske øvelser. Jeg følte mig \ flov ved at se på alt det hun \ kunne, mens jeg, der var 1 2 år, YJ ikke var særlig god til gymnastik, \ uanset hvor meget jeg anstrengte V* mig. Til sidst blev jeg træt af at se V^ på hende og gik ind. „Hvorfor kan \ jeg ikke gøre det samme som hun kan?" tænkte jeg. „Jeg har virkelig \ anstrengt mig for det, men hun be- høver bare at se noget og så kan hun gøre det. Hvorfor kan jeg ikke det?"

Den næste dag skulle vi i gymnastik- timen udføre nogle øvelser, som vi skulle have karakter for. Jeg tænkte igen på min kusine og spekulerede på, hvorfor jeg mon ikke kunne udføre selv de letteste øvelser.

Det blev søndag, og mens jeg sad og kiggede i mine skrifter før mødet i kirken, lagde jeg mærke til to skriftsteder i Lære og Pagter:

„Thi alle har ikke fået hver gave; for der er mange gaver, og enhver har fået en gave gennem Guds ånd.

v'-t'."*--0-'

46

<^^ø^tMØ^ Nogle har fået en gave

rø^M^^ og andre en anden, så alle

kan få gavn deraf" (L&P 46:11-12). Da blev jeg klar over at vi alle har forskellige talenter og evner, og at vi bør udvikle dem vi har, så vi kan opmuntre og hjælpe hinanden. Da jeg havde læst disse skriftsteder var jeg ikke længere så ked af, at jeg ikke kunne gøre gymnastik. Jeg var glad for min kusi- ne, fordi hun kunne! □

	: HK
	hhh
Har du	■ "Æ
noycnsinac set Gud? Ældste Sterling W. Sill Emeritus medlem af De halvfjerds'	m ''l^Jl btate^^	;■■ -'■• '■ K."!>-- .■;■-:■:■ :- ■■■■■■■■.;■,: ': ".:. ..'■-■■ . ■ ■
% ■ ' t:: : :::r :::: : : .
i \u\ bLtr i\vUlU(M		Skrifterne hjælper os til at kende Herren, vide hvad han siger og hvordan han tænker.
	1 eg blev for nogen tid
	1 siden bedt om at være
	*^# guide for en gruppe mennesker, som skulle besøge
	kirkens kontorbygning i Salt
	Lake City. De ville gerne vide	Men dette svar er ikke fuldstæn-
	noget om kirkens \ære, hvordan	digt og heller ikke helt rigtigt. Der-
	ledelsen fungerede og om kirkens	for vil jeg tilføje et andet svar og
	organisation. De virkede meget	sige, at jeg ikke har set ham siden
	interesseret og vi havde en dejlig	min fødsel den 3 1 . marts 1 903.
	samtale i den tid.	Men jeg så ham mange gange før
	Undervejs rakte en ung pige	den tid."
	hånden op og spurgte: „Bror Sill,	1 skrifterne kan vi tydeligt læse
	har du nogensinde set Gud?" Jeg	om den kendsgerning, at vi boede
	blev lidt forbløffet, for jeg havde	hos Gud i Himlen før vi begyndte
	slet ikke forventet et sådant	vort liv på jorden. Han er vor evi-
	spørgsmål. Jeg svarede: „Hvis du	ge Fader. Vi har hver især set og
	ikke har noget imod det, så vil jeg	hørt ham mange gange.
	gerne give dig tre svar på dette	Den store filosof, Sokrates,
	spørgsmål.	påstod at al lærdom blot er erind-
	For det første vil jeg svare no-	ring. Gud er vor lærer og meget af
	get, som jeg er sikker på bedst	det vi er og kan, har vi bragt med
■	dækker dit spørgsmål og det er	os fra dengang vi var hos ham i
	nej, det har jeg ikke.	Himlen.

47

„Jeg ved meget om	— -— , y. -_ . ___. _. . _ , _ . _ _ _
Frelseren"	■Pl^Wr
„Mit tredie svar er: Selv om det
er rigtigt at jeg ikke har set Gud i	■■■vii'S^HK.^
mit jordiske liv, så er det også rig-	^HBil .flLéfc
tigt at jeg ikke har set min egen	I^H x
ånd, siden jeg kom til verden, og	m -^k 'må
alligevel er jeg sikker på at jeg har	mjå bfJL #
en sådan."	jfl ;
Selvom jeg ikke personligt har	■■■■■ ■■*■! :iÉJ|mH WKt "'-Vi
set Herren i dette liv, så har jeg	M;;*--
adskillige gange læst de fire stan-
dardværker, som han sørgede for	^tmm
blev skrevet. Jeg ved hvordan han	^sjtgB&m flHÉte^
tænker. Jeg ved hvad han ønsker	\ \ ' fcjte^-
at jeg skal gøre. Jeg ved, i kraft af	i
de vidnesbyrd som folk har, som	■jr ■ Élk
har set ham, hvordan han ser ud.	B^H i
Og jeg ved meget andet om ham.	Wl ^^mmm^m^
Den opstandne Jesus viste sig	I
for eksempel for Johannes Åben-
barer på øen Patmos. Johannes si-	S 1
ger at han var i ånden på Herrens	■
dag, da han bag sig hørte en	■ 1
mægtig røst, som en basun.	j 1
Johannes vendte sig om og så	1
hvem der talte til ham, og da så	1 I
han „en, som lignede en menne-
skesøn, klædt i fodsid kjortel og	'" ' w
med et guldbælte om brystet.
Hans hoved og hår var hvidt	1
som hvid uld, som sne, og hans
øjne som flammende ild"	i 1 I
(Ab. 1:13-14).
Da Joseph Smith fik sin åbenba-	'1
ring og så Faderen og Sønnen,	B M
sagde han at hans „glans og her-	1
lighed trodser enhver beskrivelse"
(Joseph Smiths Skrivelser 2: 1 7).	i Ih^HHhHHI ^HBH

„Herren, Jesus Kristus" -malet af Del Parson

	Vi oplever sommetider noget	Jeg forestiller mig at den op-	et almindeligt menneske, men han
	her i livet, som vi har svært ved at	standne Jesu røst langt overgår	sagde til Gud i en bøn: „Gør mig
	beskrive. Det ville for eksempel	min vens i klang og skønhed.	smuk indvendig." Vi har allesam-
	være svært for mig at beskrive	ligesom glansen i Herrens ansigt	men set almindelige mennesker
	hvordan mit lille barnebarns øjne	langt overgår mit barnebarns.	blive smukke, fordi de har oparbej-
	ser ud, når hun er glad. Jeg kunne	Profeten Joseph Smith så også	det en åndelig udstråling. En gud-
	forsøge at sige: „Hendes øjne skin-	Herren ansigt til ansigt efter ind-	dommelig ånd kan gøre selv det
	ner," eller „hendes ansigt stråler."	vielsen af Kirtland templet. 1 sin	mest almindelige legeme smukt.
	Ingen af delene passer faktisk. Mit	beskrivelse af Herrens udseende.	Selv om jeg ikke har set Herren i
	barnebarns øjne har altid samme	sagde profeten: „Hans øjne var	dette liv, så kender jeg alligevel
	størrelse, samme facon og samme	som en ildslue, hans hår var hvidt	hans ord. Jeg kender det store
	farve. Men når hun er glad, så er	som nyfalden sne, og hans ansigt	sonoffer, som han ydede for alle
	det som om noget stråler ud af	overgik solen i klarhed"	Guds børn. Jeg kender Herrens
	hendes ansigt, noget som jeg godt	(L&P 1 10:3). Det er virkelig	herlighed, hans celestiale opstan-
	forstår, men som jeg ikke kan be-	klarhed!	delse - en opstandelse der ligner
	skrive.		den som han har lovet alle, som
	Da Johannes beskrev den op-	Med guddommelige	efterlever hans bud og befalinger.
	standne Jesus, sagde han at hans	egenskaber	Jeg kender den lige og smalle vej
	øjne var som flammende ild. Den-		og ved hvordan vi kan følge den.
	ne udstråling og herlighed er man-	Men disse egenskaber kan an-	og kvalificere os til at komme i det
	ge gange forstærket. Johannes	dre af Guds børn også have til en	celestiale rige.
	forsøgte at beskrive den opstand-	vis grad. Den opstandne Moroni,	Herren sagde engang til Tho-
	ne Herres røst ved at sige at den	som viste sig for Joseph Smith, har	mas: „Fordi du har set mig, tror
	var som lyden af en basun. Jeg	profeten for eksempel givet føl-	du; salige er de, som ikke har set
	har en god ven, der har en sådan	gende detaljeret beskrivelse af:	og dog tror" (Joh. 20:29). Herren
	„basunrøst". Den er klar og har-	„Hele hans person var herlig over	har selv givet dette løfte: „Salige
	monisk, den er nem at forstå og	al beskrivelse, og hans åsyn var	er de rene af hjertet, thi de skal se
	smuk at lytte til. Han har en per-	virkelig som lynild" (Joseph Smiths	Gud" (Matt. 5:8). Med alle disse
	fekt udtale.	Skrivelser 1 :31 ). Det var ikke kun	fortrin skulle jeg kunne klare mig.
	Nogle taleres røst lyder som en	hans person der strålede, men og-	indtil han kommer i himlens skyer,
	anden slags basun. Paulus beskrev	så hans tøj. Profeten sagde: „Han	for at regere på jorden, og ethvert
	den således: „Hvis en basun giver	var iført en løs hængende kjortel.	øje skal skue ham og ethvert hjer-
	utydelig lyd, hvem vil så gøre sig	der var skinnende hvid. Den var	te juble over hans velsignelser.
	rede til kamp?" (1 Kor. 14:8). Nog-	af en hvidhed, der overgik alt an-	Lad os, som forberedelse til den-
	le talere har en røst, der lyder som	det jordisk, jeg nogen sinde havde	ne store begivenhed, bestræbe os
	en basun, der ikke lyder højt nok	set; jeg tror heller ikke, at noget	på at få mere glans i vore øjne,
	til at man kan høre den klart og	jordisk kunne gøres så overordent-	mere glød i vore hjerter og en æd-
	forstå, eller som ikke er interessant	lig hvidt og skinnende" (Joseph	lere brænden i vore sjæle, så vi på
	nok til at holde opmærksomheden	Smiths Skrivelser 1:31).	den dag, når vi selv skal se ham.
	fangen.	Det siges at Sokrates var et meg-	også kan blive herliggjorte. □